Af mit Levned

Produced by The Online Distributed Proofreading Team at http://www.pgdp.net (This book was produced from scanned images of public domain material from the Google Print project.)

Afskriverens bemærkninger: Åbenlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men forfatterens stavning er i øvrigt bevaret, herunder varierende stavemåder som igjennem/igennem og offre/ofre. En enkelt rettelse noteret i slutningen af den trykte bog er indført i e-bogens tekst. Græsk tekst i originalen er angivet med {krøllede parenteser}.

J. L. Ussing

Af Mit Levned

Udgivet Af Hans SøNner

KjøBenhavn Og Kristiania Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag

MDCCCCVI

Forlagets Bogtrykkeri

1906

Indhold.

I. BARNDOM (1820-36). Side 1.

II. Studenteraar (1836-44). " 23.

III. ArchæOlogi Og Udenlandsreiser (1844-47). " 39.

IV. Revolutionsaaret. -- Familieforhold. " 81.

V. ForelæSningsvirksomhed. Reiser. " 105.

VI. Forfatterskab. " 119.

VII. Skolevirksomhed. PæDagogik. Retskrivning. " 126.

VIII. Kolleger Og Venner. " 144.

IX. Universitetet. " 157.

X. Elers' Kollegium Og Regentsen. " 172.

XI. Skandinavisme. " 189.

XII. Politik. " 199.

XIII. Bibelrevision. " 208.

XIV. Slutning. " 218.

Efterskrift " 231.

I.

Barndom.

(1820-1836).

Den Dag, da jeg fyldte mit 70. Aar, modtog jeg et Brev fra Johannes Fibiger, hvori der stod: "Nu skulde Du skrive Dit Levned, som Mynster siger man skal skynde sig at gøre, naar man har naaet de 70, og hvorom Goethe siger, at den, der gjør det, er det høfligste af alle Mennesker, medens den, der brænder sine Efterladenskaber, er den uhøfligste af alle." Jeg svarede ham, at jeg syntes ikke mit Liv var særlig mærkeligt, og om jeg end maaske nok kunde have oplevet Noget, som var værdt at fortælle, saa var min Hukommelse ikke stærk, og Dagbog havde jeg kun sjælden ført. Desuden syntes jeg, at saalænge jeg var i mit Embede, burde min Tid anvendes til videnskabelige Arbejder; der var endnu Adskilligt af den Art, jeg kunde ønske at udføre.

Og dog -- der kommer ledige Timer, da det videnskabelige Arbejde maa hvile; saa kan jeg jo gjerne prøve paa at nedskrive, hvad jeg kan huske. Maaske det kan more mine Børn og Børnebørn at læse det, og maaske de kunne finde, at Et og Andet deraf kan egne sig til Offentliggjørelse. Men udgive de Noget, maa de gjøre det paa deres eget Ansvar; mit Raad og min Bøn er, at de hellere udgive for Lidt end for Meget, og skulde jeg komme til at give nogen falsk eller urigtig Fremstilling eller fælde nogen uretfærdig Dom om Nogen, da haaber jeg, at Sligt maa blive rettet eller udeladt. Goethes Paradox om Høfligheden kan jeg ikke gaa ind paa; jeg synes tværtimod det er uhøfligt at plage Folk med en lang og Intet sigende Tale.

* * * * *

Jeg er født i Kjøbenhavn d. 10. April 1820; men min Slægt er fra Jylland. Som Provst J. Vahl har oplyst, kan jeg regne baade Hans Tavsen og Anders Sørensen Vedel iblandt mine Forfædre. Hans Tavsens Datterdatter, Mette Hansdatter Laugesøn var gift med A. S. Vedel, og deres Sønnesøns Datterdatter Ane Jensdatter Lauridsen blev i Aaret 1704 gift med Niels Jensen, der efter sin Eiendom Ussinggaard antog Navnet Ussing, som hans Efterkommere have beholdt. Han havde været Landcommissarieskriver i Aarhus og Ribe Stifter, men levede nu som Eier af to store Gaarde S. V. for Horsens, Ussinggaard og Mæringgaard.

I den tilhørende Sognekirke Korning har han efterladt sig et Monument, der paa samme Tid, som det skulde være en Prydelse for Kirken, ogsaa kunde være et Epitaphium for ham og hans Hustruer; thi han havde været to Gange gift, før han ægtede Ane Jensdatter. Det er en stor Chorskranke -- Indskriften kjender ikke dette Navn, men kalder det kun "dette mellem Choret og Kirken" -- med rige architektoniske Prydelser, større og mindre udskaarne Figurer, Malerier og Indskrifter. Den fyldte hele Chorbuen fra nederst til øverst. Under Gudstjenesten aabnedes de midterste Gitterdøre, forat Altret kunde blive helt synligt for Menigheden. Disse Chorskranker vare en Overlevering fra Katholicismens Tid; men som Prydelser beholdtes de endnu under den protestantiske Gudstjeneste, skjøndt de ikke blot vare unyttige, men i mindre Kirker endog paa Grund af deres Størrelse meget forstyrrende. De ere derfor ogsaa for det Meste forsvundne, hvor de have været, og da Chorskranken i Korning nu (1890) var temmelig forfalden og maatte restaureres, blev den tillige efter Præstens Ønske flyttet hen til Kirkens vestre Endevæg lige over for Altret, hvorved hele Kirkens Udseende har vundet en Del, og ogsaa Monumentet -- takket være Professor Magnus Petersens fortrinlige Restauration -- er kommet til at gjøre en smuk Virkning.

Efter Indskrifttavlens Angivelse havde Niels Jensen Ussing med sin første Hustru 3 Sønner og 1 Datter, med sin anden 1 Søn, og med sin tredie 6 Sønner og 1 Datter. Ingen af Sønnerne har beholdt Faderens Eiendomme; de fleste af dem bleve Præster. Den ældste af dem alle var Præst i Løsning og Korning, den ældste af Ane Jensdatters Børn, Bagge Nielsen Ussing blev Præst i Lille Lyndby i Sjælland. Dennes ældste Søn, Niels var min Farfar; hans næstældste Søn, Henrich, bekendt som Forfatter til "Kirkeforfatningen i de danske Stater" (Kbhavn 1786-1789), blev Fader til Generalprokurør, Konferentsraad Tage Algreen Ussing.

Min Farfar har havt mere Lyst til verdslig end til geistlig Virksomhed. Han nedsatte sig i Ribe, hvor hans Faders to Tvillingbrødre beklædte anselige Stillinger, den ene som Præsident, den anden som Raadmand. Der blev han Hospitalsforstander, men drev samtidig forskjellige praktiske og industrielle Foretagender, f. Ex. en Tobaksfabrik, der dog aldrig vilde trives. Hans Hustru Johanne Lovise Bruun døde efter at have født sit 15de Barn. Et Skjærmbræt, som stod foran den Nyfødtes Vugge, faldt om, og Moderen døde af Forskrækkelse 1796. Min Fader var dengang 9 Aar gammel. Den store Børneflok fik for en stor Del Lov til at skjøtte sig selv, og jeg har hørt mange Fortællinger om deres frie Liv i Haven, paa Toften og paa Engen omkring Byen, paa Aaen i Baad og om Vinteren paa Skøiter; jeg har hørt besynderlige Historier om de Gale paa Hospitalet, som man efter Datidens Skik ikke brød sig om at holde særlig afspærrede. Min Fader har fortalt mig, at han engang som Dreng blev forstyrret i sin Søvn ved, at Matrassen under ham bevægede sig; det var et galt Fruentimmer, der havde faldet paa at lægge sig der. Der var ikke Raad til at anvende Synderligt paa Børnenes Opdragelse. De to ældste bleve holdte til Studeringerne; den ældste blev theologisk Kandidat og Præst i Uldum i Nærheden af Horsens (død 1861); den anden blev Jurist og Faderens Efterfølger som Hospitalsforstander.

Min Fader havde det Held efter en meget tarvelig Undervisning at blive antaget som Skriverdreng hos Stiftamtmanden. Denne, W. J. A. Moltke, der senere fik Grevetitel, fik den kjønne og raske Dreng kjær, og da han 1815 blev forflyttet til Sjælland, tog han ham med sig, og antog det unge Menneske, der imidlertid havde naaet at faa Dansk juridisk Examen, som sin Fuldmægtig. Et Par Aar senere tilbød Kong Frederik VI Moltke Embedet som Overpræsident i Kjøbenhavn. Moltke svarede, at han gjerne vilde modtage det, hvis H. M. vilde forunde ham en Naade endnu. Frederik VI foer op, som han pleiede, og udraabte: "Stiller De Betingelser?" Moltke fortsatte, at for at kunne udføre et betroet Embede til Kongens Tilfredshed maatte man være vis paa at have paalidelige Underordnede; særlig gjaldt dette om Kjøbenhavns Overformynderi, hvis store Kapitaler ikke turde betroes nogen uprøvet Mand. Han bad derfor om, at hans hidtilværende Fuldmægtig maatte blive Overformynderiets Kasserer og som saadan Kontorchef under Magistraten. Hans Begjæring blev bevilget, og min Fader fik i en Alder af 30 Aar det Embede, han vedblev at beklæde, saa længe det bestod. Ved Overformynderiets Omordning (efter Lov af 4. Marts 1857) gik han af med Titel af Etatsraad. Han døde 13. April 1866, 79 Aar gammel.

Saasnart det omtalte Embede satte ham i Stand til at stifte et tarveligt Hjem, ægtede han en elskelig ung Pige, han i længere Tid havde været forlovet med, Esperance Tolerance Balle. Hun var to Aar yngre end han. Hendes Fader, en født Nordmand, havde været Borgemester i Ribe; han døde som Sorenskriver i Throndhjem. Mine Forældres Ægteskab blev velsignet med 5 Børn, alle Sønner. Den ældste, f. 4. Marts 1818, fik Navnet _Werner Jasper Andreas_ efter min Faders Velynder. Det var et ualmindelig hurtigt og skarpt Hoved; som Dreng var han langt forud for sin Alder; som Mand besad han et klart og forudseende Blik paa alle Forhold, som man maatte ønske, Andre havde været i Besiddelse af. Han blev Høiesteretsassessor, Direktør i Nationalbanken og kongevalgt Landsthingsmand. Han døde 2. December 1887. Den næstældste Søn, den der nedskriver dette, blev kaldet _Johan Louis_ efter sin Bedstemoder. Den tredie, _Carl_, f. 14. April 1823, blev juridisk Kandidat og Fuldmægtig under Kjøbenhavns Magistrat; i Krigen 1848-49 gjorde han Tjeneste som Lieutenant og Capitain, og faldt i Slaget ved Fredericia 6. Juli 1849. Den fjerde, _August_, f. 23. Febr. 1825, var Theolog. I 1848 meldte han sig som Frivillig til Krigstjeneste; men efter at have deltaget med Hæder i Slaget ved Dybbøl 5. Juni, blev han syg og maatte forlade Hæren. Han døde som Provst og Sognepræst i Skjelskør d. 1. Marts 1897. Den yngste, _Vilhelm_, f. 18. Mai 1830, blev Assessor i Kriminalretten, men døde allerede 1. Juli 1871.

Danmark var fattigt i den første Fjerdedel af det 19de Aarhundrede. Den nærværende Slægt vilde forbavses, hvis den kunde anstille Sammenligning imellem Nutiden og Datidens smaa og tarvelige Forhold. Embederne lønnedes kun smaat, og der maatte spares, naar man skulde opdrage 5 Sønner; men vort Hjem var dog net og hyggeligt, og vi savnede Intet; det Eneste, jeg klagede over, var, at Skomageren altid syede for smaa Støvler til mig, og jeg maatte nøjes med den Trøst, at de bleve nok større, naar jeg fik gaaet med dem. Større Velstand stiftede jeg Bekjendtskab med hos Slægtninge og Venner, som mine Forældre omgikkes, saasom Isenkræmmer, senere Jernstøber Heegaard, der dengang eiede en stor Have paa Nørrebro, Justitsraad Nyeland, der som Proviantsforvalter for Søetaten boede ved den nu opfyldte Tøihushavn, der hvor Generalstabens topographiske Afdeling nu er, og raadede over et udstrakt Terrain af Gaarde og Magazinbygninger, -- en uforlignelig Legeplads, -- samt en Have, der gik helt ned til Havnen, og Prokurator Borup, der pleiede at ligge paa Landet paa Vesterbro; en Gang laa de i Gæstgivergaarden Grønne Hest, der hvor nu Saxogade begynder; det kaldte man Land dengang.

Jeg kom til Verden paa Vesterbro, skraas over for Skydebanen, men allerede 8 Dage efter flyttede mine Forældre til Hjørnet af Frederiksborggade og Nørrevold. Til dette Sted knytte sig mine tidligste Minder. Det var morsomt at se paa Vognfærdselen igennem Nørre-Port, og endnu mere at se paa alle Soldaterne, der stadig marscherede forbi til Øvelsen paa Fælleden, iførte røde Trøier med Rabatter af forskellig Farve for hvert Regiment, for ikke at tale om de fixe Livjægere og Studenterne med den høie Fjer i Chakoten, eller om det vældige Artilleri. Den lille Dreng holdt meget af at løbe over Gaden og sætte sig paa Afviserstenen ved Foden af Voldbakken, ved hvilken Lejlighed der ogsaa stundom kunde falde et Besøg af hos Soldaterne i Vagtstuen. Eller jeg kunde løbe over til det andet Gadehjørne, hvor den bredskuldrede Tømmermester Westergaard boede paa 1. Sal. Hans Datter Albertine, der senere blev gift med Overretsprokurator Alberti, var meget venlig imod mig; Sønnen N. L. Westergaard stiftede jeg først mange Aar senere, som Kollega, Bekjendtskab og inderligt Venskab med. Men den bedste Gjenbo var dog vist Pladskommandanten, der boede oven over Nørre-Port, Major Kathala, hvis elskværdige Familie min Broder og jeg i en lang Række Aar vedligeholdt Forbindelse med.

Jeg var vel 6 eller 7 Aar gammel, da vi flyttede hen til Hjørnet af Teglgaardstræde og Volden. Her fandtes endnu Brandtomter, der laa ubebyggede siden 1807 og afgav fortræffelig Legeplads for Børn, og naar man var 10 Aar gammel og var pænt paaklædt, kunde man faa Lov til at spadsere paa den ligeoverfor liggende Vold, forudsat at man ikke gik det mindste udenfor de banede Veie; thi saa kom Skildvagten styrtende ud fra sit Skilderhus og truede med at slaa "den Satans Dreng" ihjel med Geværkolben. Ja fik man det Indfald, naar man gik hjem fra Skolen, at lægge Veien over Volden, var det lige saa galt; man havde jo Skolebøgerne under Armen, og "Ingen maatte bære Noget paa Volden".

Min Fader var ikke nogen studerende Mand; sin Fritid anvendte han helst til at færdes i det Frie. Han var i sine yngre Dage ivrig Fisker og Jæger, og paa Fiskeriturene til Lersøen efter Aborrer, eller ud i Øresundet efter Hvidlinger, tog han af og til sine ældre Sønner med. Han gik lange Spadsereture med os og vi bleve vel bekendte med Kjøbenhavns Omegn; mange Gange fik jeg Skjænd, naar jeg knap kunde slæbe mig frem paa Hjemvejen fra Charlottenlund eller Dyrehaven. Engang gjorde han en 3 Dages Fodreise med os til Helsingør, Fredensborg og Frederiksborg; den staar uforglemmelig i min Erindring. Med Sølyst ved Emilies Kilde ophørte dengang Landstederne. Taarbæk var ligesom Skovshoved en ren Fiskerby; Skodsborg var Prinds Philipthals "Slot" og en ubetydelig Kro. Nord for Vedbæk Kro ophørte al Civilisation. Man vandrede i Sand op over Anklerne, og glædede sig over, at Marehalmen dog nogenlunde havde bundet Sandflugten. Kun Rungstedgaard og Rungsted Kro (det nuværende Rungstedlund) saa lidt smilende til os, og det mishandlede Sofienberg viste endnu, navnlig med Terrasserne foran Hovedbygningen, at det havde været et kongeligt Slot. Humlebæk tilbød atter en vederkvægende Hvileplads, og saa var der jo kun 1½ Mil tilbage, inden Helsingørs "Stengade" kunde afløse Strandveiens Sand. Alt dette var interessant; men den næste Dag bragte de store Vidundere, det smukke Slot Fredensborg, og den henrivende Udsigt over Esrom Sø fra Krohaven der, og saa det imponerende Syn, naar man efter den lange Vandring igjennem Skoven, pludselig ser det stolte Frederiksborg reise sig i hele sin Majestæt og speile sig i den stille Sø; endelig Solnedgangen fra Jægerbakken, hvor Slottets Herlighed udfoldede sig endnu fuldstændigere. Jeg var vel 10 Aar gammel, da jeg foretog denne min første Reise; jeg skrev strax, da jeg kom hjem, en Reisebeskrivelse; men siden jeg skrev den, har jeg ikke set noget til den.

Min første Undervisning modtog jeg i Hjemmet af mine Forældre selv. Otte Aar gammel blev jeg sat i Skole hos _C. Visby_, dengang Præst ved Domhuskapellet (d. v. s. Fængselspræst), som havde en lille Skole paa Vandkunsten, vel omtrent 30 Drenge imellem 8 og 15 Aar, fordelte paa 2 Klasser. Et nyt Liv aabnede sig her for mig ved Omgang med Kameraterne, og skjøndt jeg kun blev to Aar i denne Skole, og vi derefter skiltes og gik hver sine Veie, er der dog Adskillige, som endnu staa lyslevende for mig. Nærmest sluttede jeg mig til _Aldo Güntelberg_, Søn af den som Digter og Theateroversætter ikke ubekjendte Carl Güntelberg, en livlig Dreng, der kunde finde paa mange morsomme Ting, og som jeg ogsaa efter Skolens Ophør endnu i et Par Aar omgikkes. Saa skiltes vi -- vi gik hver i sin Skole og boede hver i sin Ende af Byen -- indtil der 20 Aar senere skulde knyttes et engere Baand imellem os. Han gik senere frivillig med i Krigen og udmærkede sig særlig under Frederiksstads Beleiring. Han døde som Stabsintendant 13. Mai 1891.

Om Skolen selv kan jeg ikke fortælle meget. Visby var meget venlig imod mig, især uden for Skoletiden; paa Skolen selv holdt han streng Justits. Jeg husker engang, jeg havde faaet en daarlig Charakter i Dansk Stil. Læreren (Mathematikeren Fallesen) bebreidede mig, at jeg havde skrevet et lille F efter et Punktum; dette var ikke Tilfældet, men jeg havde givet F'et en noget ualmindelig Form, saaledes som jeg af og til saa min Fader skrive det. Da jeg bemærkede dette, fik jeg kun det Svar: "Sludder!" og Charakteren blev daarligere endnu, end den ellers var bleven. Da Skolebestyreren saa Charakterbogen, skulde jeg jo have en alvorlig Irettesættelse. Jeg begyndte at forklare, "at Hr. Fallesen troede, jeg havde skrevet et lille F; jeg havde nok sagt, at jeg mente et stort, men saa sagde han" -- længere kom jeg ikke; saa fik jeg et alvorligt Ørefigen ledsaget af de Ord: "Tør Du sige _han_, naar Du taler om Din Lærer?"

I Foraaret 1830 blev Visby Præst paa Christianshavn. Skolen blev opløst, og Drengene fordeltes i forskjellige Skoler. Jeg skulde i Metropolitanskolen, hvor min ældre Broder gik. Men Fader ønskede, jeg skulde optages i 2den Klasse, hvorved jeg, som ingen Latin kunde, vilde komme sammen med Drenge, der allerede havde læst i et Aar. Dette skulde indhentes i Løbet af et Par Maaneder. Pastor Gad, dengang Kapellan ved Trinitatis Kirke, senere Biskop i Fyen, paatog sig at læse Latin med mig, naar jeg vilde læse sammen med en anden, 3 Aar ældre Dreng, der gik i øverste Klasse hos Visby, og som nu skulde ind i Borgerdydskolen i en højere Klasse. Det var Gustav Broch, den senere saa bekjendte Høiesteretsadvokat, en Dreng, jeg holdt meget af; men han var som et voxent Menneske i Sammenligning med mig. Præsten læste nogle faa Timer med mig alene, men derefter læste Broch og jeg sammen; vi læste Sallusts Catilina. At lade to saa uensartede Elever følges ad, vilde i vore Dage betragtes som en ren Umulighed, og jeg græd ogsaa mange modige Taarer, fordi jeg ikke kunde følge med; men det skulde jo gjøres, og da Tiden kom, bestod jeg Optagelsesprøven til 2. Klasse i Metropolitanskolen.

Med Ærbødighed traadte jeg ind i den nye Skole med de store, lyse Lokaler; thi dengang talte den endnu kun det Elevantal, hvorpaa den fra først var beregnet, høist 100, medens man nu har maattet skaffe Plads til henimod det tredobbelte. I de 6 Aar, jeg tilbragte der, gik der næppe nogen Dag uden jeg glædede mig over Bygningen, om det end væsentlig var Kameraterne, der gjorde mig Stedet saa overordentlig kjært. Metropolitanskolen kunde dengang ikke kaldes nogen Mønster-Skole; kun faa af Lærerne vare virkelig gode, flere under det Middelmaadige. Hvad vi lærte, maatte vi for Størsteparten lære os selv, og dette ikke saa meget til de daglige Undervisningstimer som til de hyppige Examiner; thi der holdtes Examen hvert Fjerdingaar. Resultatet var imidlertid ikke ugunstigt. Metropolitanskolens Disciple bestode med Hæder Examen artium og bleve i Regelen senere dygtige Embedsmænd.

Hvad der holdt det Hele sammen, var Rektorens eiendommelige Personlighed. _Niels Lang Nissen_ var en smuk, hvidhaaret Mand, der bevægede sig langsomt med en imponerende Holdning, som Alle uvilkaarlig bøjede sig for. Han var vel ikke egentlig nogen Børneven; de mindre Disciple gav han sig slet ikke af med, og selv Disciplene i øverste Klasse, som han udmærkede ved at tiltale med De istedetfor Du, holdt han altid i Afstand fra sig. Dog kunde han paa ingen Maade finde sig i, at Nogen var bange for ham; hans Elever burde være modne Ynglinge, der frit kunde udtale deres Tanker, selvfølgelig i en beskeden Form. Han var ikke nogen Videnskabsmand; i hans senere Aar studerede han vistnok aldrig. Disciplene i øverste Klasse, hvor han læste Latin, greb ham ofte i slemme Feiltagelser; hvis de lærte Noget, lærte de det ikke af ham, men ved Selvstudium, og vilde man lære at skrive Latinsk Stil, maatte man søge privat Undervisning hos Overlærer Borgen. Aandrig var han heller ikke; han var en Rationalist fra det 18. Aarhundrede, og naar han læste det nye Testamente med os, bleve Miraklerne forklarede paa den flovest mulige Maade. Engang under Læsningen af Matth. 14. spurgte han en Discipel om, hvordan det kunde gaa til, at Christus kunde bespise 5000 Mand med 5 Brød og 2 smaa Fisk. Disciplen, som kjendte sin Rektor, svarede: "Det maa vist være en Skrivefejl; der skulde vistnok staa, at 5 Mand bespistes med 5000 Brød." "Ja" svarede Rektoren, "det kan jo være; men var det ikke lovlig meget, 5000 Brød til 5 Mennesker?" Saa havde Disciplen Spillet vundet; han kunde svare: "Ja men der blev ogsaa 12 Kurve tilovers," og Rektoren var tilfreds. Hvad der udmærkede ham, var især denne Værdighed, under hvis Scepter Skolens Orden overholdtes uden mindste Besvær. Han var ikke, som Borgerdydens Bestyrer, den energiske M. Nielsen, altid rede til at give et Ørefigen; han rørte aldrig en Dreng; enkelte alvorlige Forbrydelser bleve straffede med Riis af Custos, d. e. Skolens Portner, hvorpaa i Almindelighed fulgte Udvisning af Skolen. Engang havde en Dreng gjort sig skyldig i en Forseelse, som man fandt burde straffes paa en saadan Maade; men Rektor var af en anden Mening; Drengen fik en ringere Straf, og blev i Skolen. Der blev klaget derover, og Kongen nedsatte en Kommission til at undersøge Rektorens Forhold. Strax gik Nissen op til Frederik VI, og bad om sin Afsked, "da han ikke længere besad sin Konges Tillid." Kongen søgte at forestille ham, at man kun vilde give ham Leilighed til at retfærdiggøre sig, og at saa snart dette var sket i det første Møde, kunde Kommissionen opløse sig; men Nissen var ubøielig: "Den Kommission maa slet ikke træde sammen. Sker det, har min Autoritet lidt et Skaar." Og Kommissionen fik Kontraordre, og traadte ikke sammen.

Af de øvrige Lærere skal jeg kun omtale _Bonaparte Borgen_, der senere blev Skolens Rektor. Han var dengang Overlærer og læste Græsk og tildels Latin i de 4 øverste Klasser. Det var en elskværdig og fint dannet Personlighed, en grundig Filolog og en samvittighedsfuld Lærer. Som Lærer i Mellemklasserne besad han ikke ganske den Energi, der kræves til at faa Alle med, og hans nervøse Hidsighed erstattede daarlig det Manglende; men i øverste Klasse blev han ved sin klare Fremstillingsgave en udmærket Lærer. Han skrev en smuk dansk Stil, og blev derfor ogsaa en fortrinlig Lærer i Latinsk Stil; thi den, der ikke kan skrive sit eget Modersmaal skjønt, kan heller aldrig lære at skrive noget andet Sprog anstændigt, og omvendt turde Bestræbelsen for at skrive en smuk latinsk Stil være en bedre Lærer i dansk Stil, end nogen som helst Dansk Stillære eller Haandbog i Rhetorik. Det var en af vore største Fornøjelser, naar Borgen engang imellem lod sig overtale til at give Ferie i en Time, og i Stedet for græsk Undervisning oplæste Noget af Oehlenschlägers Tragedier. Han havde et mesterligt Foredrag, og mange Aar senere, da hans Elever engang holdt en Fest for ham, mindedes ogsaa disse Oplæsninger af flere af Deltagerne, blandt Andre af Skuespiller Chr. Mantzius, der hyldede ham som sin første og egentlige Lærer i Deklamation.

Men ved Siden af Lærerne er der en anden Faktor i Skolelivet, som har endnu større Indflydelse paa Charakterens Udvikling, _Kameraterne_. Allerede inden jeg betraadte Skolens Tærskel, havde jeg Venner dér i min ældre Broders Klassekamerater, der for det Meste vare tre Aar ældre end jeg. To af dem erhvervede sig hele Skolens Beundring ved deres Viser til Rektors Fødselsdag, til Rusgildet o. s. v. Den ene, _Troels Smith_, døde 1880 som Præst i Skjelskør; den anden var _Edvard Lembcke_, en stille, varmhjertet Personlighed, med hvem jeg kom i nærmere Forbindelse end med Nogen af de andre. Han blev theologisk Kandidat, men efter at han havde taget Examen, fik han Lyst til at ofre sig til Skolen og forberedte sig til filologisk Examen. Det faldt i min Lod som ganske ung Professor at skulle examinere min ældre Ven og Skolekamerat og at give ham det hædrende Vidnesbyrd, som jeg syntes, jeg snarere burde have modtaget af ham. Hans senere Virksomhed som Conrector ved Haderslev Skole er tilstrækkelig bekjendt, og hans Sang om Modersmaalet er paa alle Danskes Læber. Efter Sønderjyllands Tab fulgte han med sine Kolleger til Kjøbenhavn, hvor "Haderslev Skoles Lærere" oprettede en Privatskole, som blomstrede en Del Aar. Samtidig indlagde han sig en stor Fortjeneste af den danske Litteratur ved sin fortræffelige Oversættelse af Shakespeare. Paa sine gamle Dage hjemsøgtes han af Familiesorger. Han mistede sin Hustru, og nogle Aar senere ogsaa sin yngste Søn, en elskværdig ung Mand, der var filologisk Kandidat, og havde skrevet en morsom Studenterkomedie. Sine sidste Aar henlevede han paa Fasangaarden i Frederiksberg Have, hvor Oehlenschläger i sin Tid havde boet. Hans Tanker vare for det Meste hos hans afdøde Kjære, som han længtes efter at møde. Han døde 20. Marts 1897.

Metropolitanskolens anden Klasse, hvori jeg kom ind, var toaarig. De to Afdelinger, A og B, havde Lokale og Undervisningstimer tilfælles. De Store i A saa naturligvis ned paa de Smaa i B; men i Frikvartererne paa Legepladsen kunde Forskjellen undertiden udjævnes. I 1830 og 31, da hele Europa ængstelig betragtede Polakkernes Opstand, blev ogsaa Skolen delt imellem Polakker og Russere, og der leveredes Batailler paa Legepladsen. Det var Rytterkampe; de Smaa sad til Hest paa Ryggen af de Store. Jeg var Polak, og havde faaet en prægtig graa Skimmel, den senere Overretsprokurator Herforth.

Mine rigtige Klassekamerater havde jeg selvfølgelig endnu mere Glæde af; vi vare alle gode Venner. At de ikke alle vare lige meget værd, maatte først Tiden lære mig. De to, der i Skolens 1ste Klasse havde indtaget de øverste Pladser, endte sørgelig. Den ene, en godmodig, tyk Dreng, vedblev bestandig at gjøre sig til af sine Kræfter; han omkom ved at blive kvalt i et Brydetag med en Slagtersvend. Den anden kom i Forbedringshuset. Af de Øvrige have de Allerfleste levet et regelmæssigt Liv og hver efter sine Evner gjort Fyldest paa sin Plads i Samfundet. Iblandt dem maa jeg først og fremmest nævne _Bruun Juul Fog_, den senere bekjendte Sjællands Biskop. Det var en lang, lyshaaret Dreng med en eiendommelig Stemme, som ikke behagede. Skolen kaldte ham doven, ikke fordi han manglede aandelig Interesse, men fordi han fandt denne mere tilfredsstillet ved, hvad han selv læste i Hjemmet end ved Skolens Lectier. Han var som Følge deraf mere moden end vi andre. Jeg holdt fra først af meget af ham. I en af de følgende Klasser blev han siddende, og han blev først Student Aaret efter mig; men derfor skiltes vi ikke. I Skolen, i Studenteraarene, og endnu mere efter at han var bleven Præst og Biskop, have fælles Interesser, Lighed i Anskuelser forenet os i hjertelig Fortrolighed. Som Prædikant dannede han sig nærmest efter Mynster, og Aandens Magt var saa stor, at der i Aarenes Løb selv fremkom en ydre Lighed imellem dem, hvorom man tidligere aldrig skulde have drømt. Fog har med Sandhed kunnet sige: "Nihil humani a me alienum puto", og de Kundskaber, han indhentede allevegne fra, forstod han strax at bearbeide og omsætte i den Mønt, han skulde bruge. Derfor blev hans Samtale saa fængslende og lærerig, og hans Prædiken besad ved Siden af den dybe christelige Følelse ogsaa den Evne altid at fremhæve nye Synspunkter og anslaa nye Strenge, saa at han som geistlig Taler maa regnes til de store Mestere. Han døde den 27. Febr. 1896.

Da jeg kom op i 3. Klasse, 12½ Aar gammel, oprandt et nyt Liv for mig. Der kom to nye Drenge ind, som bleve mine stadige Sidekamerater -- vi tre indtog skiftevis de tre øverste Pladser -- og mine stadige Omgangsvenner ogsaa udenfor Skolen. Den ene, _Theodor Borries_, var Søn af en Grosserer i Kjøbenhavn. Hans Moder var en af de elskeligste Kvinder, jeg har kjendt. Hans ældre Broder, Gustav, saa jeg kun lidet til; de 2 yngre vare de sødeste Drenge, man kunde tænke sig. Den ene af dem blev Landmand; den yngste, Carl, kom senere som Filolog i Discipelforhold til mig. Han blev Lærer ved Slesvig Domskole, men en tidlig Død afbrød hans lovende Bane d. 22. Aug. 1852. Theodor forlod Studeringerne, saasnart han var bleven Student. Han blev Handelsmand, bosatte sig i Newcastle og blev dansk Viceconsul der. Paa sine ældre Dage trak han sig tilbage fra den travle Handelsvirksomhed. Han opslog sin Bolig i London, men hans Tanker vare nok saa ofte i Danmark som i England. Han døde den 13. Februar 1897.

Den anden var _Ludvig Mynster_, den yngste Søn af daværende Confessionarius, snart efter Sjællands Biskop, J. P. Mynster. Det var en brunøiet Dreng, hvis mørke Haar krøllede over Panden og i Nakken. Ansigtets livlige, aandfulde Udtryk indtog Alle, og hans glimrende Evner syntes at spaa en stor Fremtid. Han blev min nærmeste og fortroligste Ven; i en Række af Aar havde Ingen af os nogen Tanke eller Følelse, uden vi delte den med hinanden. Ikke liden Betydning for mig fik ogsaa den elskværdige Familie, jeg derved fik Adgang til. Naar der engang imellem var stort Selskab hos Biskoppen, følte jeg mig rigtignok tilovers og var ulykkelig, men naar Familien var ene eller næsten ene, hvor var der da hyggeligt! Og naar saa Husfaderen kom ind, alvorlig og værdig, men med et venligt og velvilligt Smil paa Læberne og i Øiet, saa følte jeg mig æret ved at være sammen med den Mand, til hvem jeg saa op med saa stor Ærbødighed, og hvis Prædikener gjorde Søndagene til sande Festdage for mig. Hans Samtale ved Bordet var jævn og fordringsløs; engang imellem kom en let Ironi frem, og, naar det dreiede sig om kirkelige eller politiske Modstandere, kunde han være overordentlig skarp. Han var altid rolig og ens; jeg har aldrig set ham upasselig. Han plejede at sige: "Man bliver ikke syg, naar man ikke vil være det." Da han blev nødt til at gaa til Sengs, var ogsaa hans Liv udrundet; hans sidste og eneste Sygeleie varede kun to Døgn. Efter sin Død (30. Jan. 1854) er han ikke altid bleven erindret efter Fortjeneste; men en Stormand som han staar urokkelig i Tidens Malstrøm. Et mærkeligt Bevis herpaa er H. Schwanenflügels Skildring af ham, 1900.

Ludvig Mynster var kun tre Uger ældre end jeg, men han var i flere Henseender mere udviklet. Han havde levet under store Forhold og under den rigeste aandelige Paavirkning ikke blot i sit eget Hjem, men ogsaa i Oehlenschlägers Hus; Oehlenschläger boede i Stueetagen i Bispegaarden, og baade Forældrene og Børnene omgikkes stadig. Han var godt hjemme i sin Faders store Bibliothek, og havde allerede som 12 Aars Dreng en betydelig æsthetisk Læsning. Jeg maatte nu se at følge med; thi Poesi og Æsthetik var vor Hovedinteresse. Med _Oehlenschläger_ gik det let nok; han var Gjenstand for vor største Beundring. I 3. Klasse A stiftedes der et Deklamationsselskab, hvori hele Klassen deltog. Vi oplæste Oehlenschlägers Tragedier med Rollerne fordelte imellem os. Det var en god Øvelse, men Kunstnydelsen var meget betinget; thi de fleste Præstationer vare lidet heldige, og Enhver nød egentlig kun sin egen Rolle. Mindre let gik det med den tyske Litteratur; men efterhaanden bødede Øvelsen paa den mangelfulde Sprogundervisning, jeg havde modtaget. _Schiller_ beundrede jeg ligesom Oehlenschläger; men naar man paastod, at _Goethe_ var en endnu større Digter, saa vovede jeg vel ikke at modsige det, men jeg kunde ikke forstaa det. Werthers Leiden virkede kun uhyggeligt og frastødende paa mig, og Wilhelm Meister, som jeg samvittighedsfuldt gjennemlæste, kjedede mig. Jeg havde ikke den stærke dramaturgiske Interesse som min Ven, Personerne interesserede mig kun lidet, og Betragtningerne gave mig ikke synderligt Udbytte. Jeg sagde det ikke dengang til noget Menneske; jeg tænkte, Feilen laa hos mig selv; men da jeg senere i en ældre Alder paa ny læste Bogen, saa jeg, den havde ikke blot disse, men mange flere Mangler. Hermann og Dorothea forekom mig at staa tilbage for Voss' Luise. Selv Tragedierne gjorde ikke det Indtryk paa mig som Schillers. Med _Shakespeare_ derimod var det en anden Sag. Skjøndt en stor Del af Stykkerne kun vare mig tilgængelige i Schlegels tunge tyske Oversættelse, greb de mig dog med uimodstaaelig Kraft, og det ikke blot Tragedierne, som Macbeth, Kong Lear og Julius Cæsar, men ogsaa Lystspillene; jeg var nær ved at være lige saa forelsket i Imogen og Viola som Ludvig Mynster.

Men _Theatret_ ydede os dog Høidepunktet af æsthetisk Nydelse. L. Mynster kom der i det Mindste en Gang om Ugen; jeg maatte nøjes med sjældnere Besøg. Det tragiske Skuespil stod høit i de Dage. Ryges Kæmpeskikkelse og Fru Nielsens beaandede Fremstillinger, hvor Intet syntes Kunst, men Alt Natur, og Sjælens inderste Rørelser traadte frem med en Sandhed, saa at enhver følende Tilskuer selv maatte gjennemleve dem, staa uforglemmelige i min Erindring. Og hvor høit stod ikke Komedien og Vaudevillen! Hvem har ikke hørt om Frydendahl, Rosenkilde, Fru Heiberg, Phister og mange Andre? Særlig vil jeg nævne hende, som vi længst have havt den Glæde at se paa Skuepladsen, Fru Phister. I vore sidste Skoleaar kom hun, som Jomfru Petersen, til Theatret. Smuk var hun og livlig, og der viste sig strax et fremragende Talent. L. Mynster blev aldeles bedaaret af hende. Det er næppe nogen stor Indiscretion, naar jeg nu, efter over et halvt Aarhundredes Forløb, fortæller, at han var forelsket i hende saa stærkt som en 15-16aarig Yngling kan blive det. Det var hans første og, jeg tror ogsaa at turde sige, hans eneste Kjærlighed.

Vi indskrænkede os imidlertid ikke til at nyde Andres Digte; vi vilde ogsaa selv være Digtere, eller dog forberede os til at blive det. Det var i Skolens øverste Klasses nederste Afdeling (IV B, som det dengang hed), at vor Produktivitet begyndte, og den tiltog og blev, saa at sige, sat i System, da en Trediemand sluttede sig til os, der, om han end ikke havde samme Iver og Frugtbarhed som vi andre, til Gjengjæld besad større Modenhed. Det var _Andreas Peter Lunddahl_, som var Dux i IV A, medens vi andre gik i IV B. Han var et Aar ældre end vi; men hans Klassekamerater stode saa langt under ham i Dygtighed og aandelig Interesse, at han søgte sin Tilfredsstillelse hos Andre, selv om de vare yngre. Vi tre sluttede et trofast Venskab, som kun Døden kunde afbryde. Lunddahl, Mynster og jeg stiftede den 2. Mai 1835 en Forening, som vi kaldte _Lyra_. Vi skulde samles, jeg tror, hver 14. Dag skiftevis hos hinanden og oplæse vore Arbeider. Lunddahl indskrænkede sig til mindre Digte og smaa æsthetiske Afhandlinger; vi Andre vare mere frugtbare. Jeg skrev saaledes blandt andet en Tragedie i 5 Akter, som hed "Brutus og hans Sønner" og en dramatisk Idyl "Møllen paa Volden". Heldigvis ere hverken de eller Noget af, hvad jeg dengang førte i Pennen, bevaret; jeg vilde vist undse mig ved at læse det nu. Jeg tør heller ikke sige, at det dengang blev modtaget med mere end kjølig Anerkjendelse af mine to Venner. I Mynster derimod saa vi, og næppe med Urette, et virkeligt Digtertalent. En Tragedie, han havde skrevet, Hermion, fandt vi særlig skjøn, og vi syntes, den fortjente at udgives. Men dertil maatte han først have sin Faders Samtykke. Med Frygt og Bæven leverede han ham Manuskriptet, og to Dage tilbragtes i ængstelig Forventning; saa fik han det tilbage med det velbekjendte faderlige Smil og den Bemærkning, at det var meget kjønt, men det egnede sig ikke til Udgivelse; der tilføjedes ikke engang en Opfordring til at fortsætte de poetiske Forsøg. Det var en alvorlig Skuffelse, men den blev snart glemt.

Det interessanteste Minde, jeg har tilbage fra Lyra, er vor Slutningsfest, en tre Dages Reise i de smukke Pintsedage i 1837. Den gik til Frederikssund, Jægerspris og Frederiksværk, hvor jeg første Gang saa Maleren Lundby, som siden blev en af mine bedste Venner. Derfra gik vi til Tisvilde. Igjennem den ensomme, forblæste og dengang endnu vantrevne Skov, hvor vi, da det begyndte at mørknes, vare bange for at fare vild, naaede vi endelig, over en Time efter Solnedgang, Landsbyen, hvor Alt var gaaet til Hvile, og vi maatte banke Folk op for at se at faa Nattely; thi der var ingen Kro paa Stedet. Langt om længe fik vi en Mand vækket, som viste os en Bondegaard, hvor vi nok kunde blive modtagne. Der fik vi anvist en Stue med en Seng. Denne var bestemt til to, men vi vare tre. Jeg fik Hæderspladsen i Midten, og over os fik vi en meget tyk Dyne. Det var drøit; men trætte, som vi vare af den lange Dagmarsch, faldt vi dog i Søvn. Den næste Morgen besøgte vi Helene Kilde og Grav. Denne ligger paa en nøgen Mark, som Vinden stryger hen over; det er vistnok det sørgeligste Kursted, der findes i Verden. Saa gik vi til Esrom, og over Fredensborg hjem.

Lunddahl var et sjælden begavet Menneske baade fra Intelligentsens og fra Characterens Side. Han besad den største Lethed i Opfattelsen af Alt, hvad der mødte ham, baade i den synlige og den usynlige Verden, og et fint og sikkert Øie for hvad der var ægte saavel i Kunsten og Videnskaben som i Livet; men produktiv var han ikke. Han havde stærk Sans for det Komiske og kunde let faa sine Omgivelser til at le. Han var i høi Grad musikalsk, og hans Domme om Billedkunstens Arbeider vare lige saa paalidelige som om Poesiens. Ved Siden af varm Følelse for det Udmærkede og det, hvori Geniets Glimt viste sig, anerkendte han ogsaa det, som han mindre sympathiserede med, ligesom han overhovedet var en mildt dømmende Mand. Han besad en uforstyrrelig Bon sens og Ligevægt i Sindet. Naar jeg dristig paastod: "Man kan hvad man vil", svarede han ganske tørt: "Ja, naar man vil, hvad man kan". Naar Martensen sagde, at det Første, der krævedes af Filosofen, var ubetinget Resignation, svarede han: "Nei Tak; maa jeg bede om en Smule Lykke." Fremfor Alt havde han et varmt og trofast Hjerte. Vare hans Venner mistrøstige og fortvivlede, mødte han dem ikke med Bebreidelser eller trivielle Formaninger, men med Mildhed, og fandt ikke sjælden det forløsende Ord, der behøvedes. Jeg husker engang, at jeg i en tung Anfægtelses Stund betroede mig til ham. Han hørte roligt paa mig, og da jeg var færdig, sagde han blot: "Du befinder Dig i en unaadig Tilstand." Han havde Ret. Guds Naade var vegen fra mig; det var den, jeg skulde søge; med dette ene Ord havde han vist mig Veien. Han blev Theolog, Adjunkt, Skolebestyrer, Seminarieforstander i Ranum, Præst først i Stubbekjøbing, saa i Tølløse. Han var en ægte christelig Præst med klart Blik baade paa de evige Sandheder og paa, hvad der bevæger sig i Menneskenes Sjæle. I flere Aar havde en Halssygdom hindret ham i den fulde Brug af hans Stemme, og tilsidst nødte den ham til at tage sin Afsked. I 1893 flyttede han til Kjøbenhavn, men det forundtes os kun at leve to Aar sammen der; han døde 17. Nov. 1895.

I 1836 bleve Ludvig Mynster og jeg Studenter. Da Rusaaret var forbi, begyndte han at studere Theologi og jeg Filologi. Vistnok vare vore Interesser endnu de samme; ikke blot Æsthetik og Filosofi, men ogsaa tildels Theologi havde vi endnu tilfælles; men Adskillelsen var der dog. Med stigende Bekymring saa jeg, at jeg ikke mere var for ham, hvad jeg havde været, og at vor Omgang, skjøndt den aldrig blev afbrudt, dog maatte indskrænkes. Efterhaanden indfandt der sig et trykkende Tungsind hos ham; hans Mod var brudt, og det var med stor Overvindelse, at han indstillede sig til theologisk Examen. Han fik Charakteren Admodum laudabilis; men dette gjorde ikke stor Forandring. En Udenlandsreise syntes at maatte kunne hjælpe. I Efteraaret 1845 mødtes vi i Napoli, og tilbragte nu et Par Maaneder sammen i fælles Nydelser og i den gamle Fortrolighed. Efter hans Hjemkomst indfandt den forrige Tungsindighed sig atter, og hans Forstand omtaagedes. Han kom sig igjen, men blev aldrig mere den freidige Yngling, han havde været[1]; fra nu af hvilede der en tung Skygge over hans Liv, og han trak sig tilbage fra Verden. I de senere Aar, da ikke blot Studier og Forretninger, men ogsaa Familielivet lagde Beslag paa min Tid, kunde der gaa Uger, maaske endog Maaneder, hvori vi ikke saa hinanden; men glade vare vi altid ved at træffes og ligesom i gamle Dage meddele hinanden vore æsthetiske Betragtninger og føle os som gamle Venner. Hans Helbred var svagt. Paa sit ensomme Kammer syslede han stadig med Litteratur og Æsthetik. Af poetiske Arbeider har han Intet udgivet, og vistnok heller Intet skrevet i den senere Tid, undtagen "En Lærerinde" (1864), et Skuespil i to Akter, der dog snarere maa kaldes en Novelle i dramatisk Form end et virkeligt Drama. En enkelt Gang, naar Leiligheden opfordrede dertil, kunde han ogsaa sende sine Venner en, altid vellykket, Sang. Ellers var hans Forfatterskab litterærhistorisk og æsthetisk. Han udgav 1860 "Breve fra og til J. P. Mynster", 1866 "Breve til og fra Sibbern"; fremdeles "Bidrag til Litteratur og Æsthetik" (1871), "Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv" (1875), "Mindeblade om Oehlenschläger" (1879), "Meddelelser om Fr. Münter og Frederikke Münters Ungdom" (1883), og ganske kort før sin Død "Har S. Kierkegaard fremstillet de christelige Idealer? -- Er dette Sandhed?" Hans stille litterære Virksomhed blev belønnet med Professortitlen, et ringe Vederlag for, hvad hans straalende Barndom og Ungdom lovede. Hans Helbred havde i mange Aar været slet, og Kræfterne tog stadig af. I December 1883 forlod han denne Verden og fik den Ro, han havde længtes efter. Endnu paa Dødsleiet vidnede det blege Ansigt om, at det var en ædel Sjæl, der havde boet deri.

[1] Og som han er skildret f. Ex. i Thriges Ungdomserindringer, Museum 1891, S. 114 f.

II.

Studenteraar.

(1836-1844).

Jeg blev Student 1836. Det første Universitetsaar, Rusaaret, var dengang bestemt til at skulle være en, visselig høist nødvendig Fortsættelse og Udvidelse af Skolens encyklopædiske Undervisning. Det afsluttedes ved _Anden Examen_, der toges i to Afdelinger; den ene, i April, var væsentlig filologisk og historisk, den anden, i Oktober, filosofisk og fysisk. Man afskaffede den i 1871, fordi man fandt, at Studenterne bestilte for lidt, og mente, at de vilde lære mere, naar denne Fortsættelse blev henlagt til Skolen, og Skoletiden forlænget et Aar. Man tænkte ikke paa, at det selvstyrende Folk ikke vilde finde sig i, at Sønnerne gik et Aar længere i Skole end tidligere; det tillagte Skoleaar maatte atter afskaffes, og der kom intet Vederlag; men man begyndte paa den endeløse Række af pædagogiske Experimenter, som endnu florerer. At mange Studenter i Rusaaret hellere vilde more sig end studere, kan naturligvis ikke nægtes, og det vil vel altid være saa; men for Mange, og deriblandt for mig, har dette Aar været lærerigt og frugtbringende.

Der var rigtignok stor Forskjel paa Professorerne. _Velschows_ historiske Forelæsninger vare et temmelig tørt Diktat. _Ramus'_ Mathematik var vanskelig at følge med for den, der i Skolen ikke var kommen videre end jeg; men Noget hængte der dog ved. Jeg var meget bange, da jeg kom op til Examensbordet; jeg syntes, jeg forstod slet Intet; men saa begyndte han med den sidste Sætning i Stereometrien; da jeg kunde den, tog han den næstsidste og saa fremdeles baglænds hele Faget igennem. Han spurgte saa godt, at jeg kunde klare Alt, og da jeg reiste mig, kunde jeg min Stereometri. _H. C. Ørsted_ derimod var Alles Yndling. Man kunde ikke blive træt af at se paa dette aabne elskelige Ansigt og høre ham foredrage den Videnskab, hvori han levede med hele sin Sjæl, og se paa hans morsomme Experimenter, selv om de en enkelt Gang ikke ret vilde lykkes; men et halvt Aar var for kort Tid til at lære noget ordentligt, og jeg tvivler ikke paa, at Studenterne nu til Dags kunne mere Fysik end vi.

Filosofien slog lidt fastere Rod hos os. _Sibberns_ eiendommelige Væsen kunde nok af og til aflokke os et Smil, og hans Logik fandt jeg tør og triviel, men med desto større Interesse læste jeg hans propædeutiske Skrift "Om Erkjendelse og Granskning." _Poul Møllers_ Forelæsninger over Psychologi forekom mig som en Aabenbaring fra en anden Verden. Det var det sidste Aar, han holdt Forelæsning; han bar allerede paa den Sygdom, som Aaret efter lagde ham i Graven. Han bevægede sig langsomt; han syntes ret en Typus paa en Tænker. Der var i hans Foredrag aldrig noget Forsøg paa at være aandrig. Det vilde have været en Plet paa denne klare Fremstilling som ved sin Forstaaelighed og sit rige Indhold efterlod et saa uudsletteligt Indtryk. _Brøndsted_ holdt en fortræffelig og interessant Forelæsning over Böotiens gamle Geografi, hvorimod hans Gjennemgang af Euripides' Phönicierinder trods den omhyggelige Oversættelse, han oplæste, hverken gav os nogen Forestilling om Euripides som Digter eller synderlig filologisk Veiledning til Forstaaelsen af det græske Sprog. _Madvig_ derimod gav ved sin Gjennemgang af Juvenals Satirer et fortrinligt Exempel paa filologisk Methode. Det var lidt svært, thi Forelæsningen holdtes paa Latin, og til Examen skulde dette Sprog bruges; Juvenal forekom mig en sær og lidet tiltalende Forfatter; men jeg lærte en Del, og Madvigs anden Forelæsning, over latinsk Litteraturhistorie, var mig en uafbrudt Nydelse.

Efter Anden Examen skulde jeg begynde paa et Fagstudium. Medens jeg gik i Skolen, var det min Tanke, at jeg vilde studere Theologi; men jeg havde nu gjort Bekjendtskab med et Par theologiske Studerende og set, hvorledes de svedte over de vidtløftige Kommentarer til det nye Testamente, hvori alle mulige, baade rimelige og urimelige Fortolkninger anførtes og drøftedes, og Undersøgelsen ofte endte uden Resultat. Det forekom mig, at dette var et underligt Studium. Jeg syntes, det var nok at angive den rigtige Forstaaelse af et Sted, og naar man ikke kunde dette, maatte det komme af, at man ikke forstod tilstrækkelig Græsk. Jeg havde hørt, at Melanchthon havde sagt: Quo quis melior philologus, es melior theologus, og jeg mente derfor, at jeg først burde være grundig Filolog, inden jeg tog fat paa Theologien. Det forstaar sig, at Madvigs Forelæsninger til Anden Examen i høi Grad styrkede mig i mit Forsæt at vælge det filologiske Studium.

Men saa ivrig jeg var i mit filologiske Studium, vedblev jeg dog alligevel at dyrke baade Theologi, Filosofi og Æsthetik. Det var netop i den Tid, at _Martensen_ kom hjem fra sin Udenlandsreise og gjorde saa stor Opsigt. Jeg hørte hans Forelæsninger baade over Moral og over Dogmatik, og troede ligesom de Fleste dengang paa hans Forsoning af Christendom og Hegelianisme. _Hegel_ syntes at have sagt Filosofiens sidste Ord. Jeg længtes efter ret at blive bekjendt med denne store Filosof. Fænomenologien maatte jeg rigtignok lade ligge; det vilde tage mig altfor lang Tid at sætte mig ind i den; men af Forelæsningerne var der flere, der ligefrem berørte mit Hovedstudium, først og fremmest den udførlige Filosofiens Historie, hvoraf jeg havde stort Udbytte. Dernæst var der den almindelig beundrede Historiens Filosofi. Men da jeg saa opdagede, hvor lidet denne aandrige Konstruktion svarede til Kjendsgjerningerne, tabte min Beundring sig, og da jeg gjorde Bekjendtskab med Æsthetiken, blev jeg helbredet for min Hegelianisme. Men fordi jeg ikke længere kaldte Filosofien Videnskabernes Videnskab og ikke vilde gaa ind paa dens aprioriske Konstruktioner, var Filosofien selv mig ikke mindre dyrebar, og baade i mine Studenteraar og senere have mine bedste og nærmeste Venner været Theologer og Filosofer. Skulde jeg nævne Nogle af dem, der særlig have staaet mig nær, vilde jeg foruden Ludvig Mynster, Lunddahl og Fog, anføre den tidlig afdøde Theolog _Emil Mynster_ og _Johannes Fibiger_, med hvem et nøie Venskab forenede mig, indtil Døden bortrev ham i November 1897. I Kandidataarene, paa Borchs Kollegium, sluttede jeg mig nærmere til Licentiat _P. E. Lind_, senere Biskop i Aalborg, _Andreas Listov_ og _J. F. Hagen_, der døde i en endnu ung Alder som Professor theologiæ.

Men en ung Student lader sig i Valget af sine Venner ikke bestemme af Studiefaget alene. De nye Udsigter, der aabner sig for ham, og Lysten til at tilegne sig det nye Livs Rigdom, dette er det, han har fælles med de Andre, og som sammenknytter dem alle. 186 vare vi, der bleve Studenter i 1836. Jeg betragtede dem alle som Kamerater og mange af dem som Venner, hvem jeg var lykkelig ved at faa en Samtale med. En af dem, der strax tiltalte mig overordentlig, var _S. B. Thrige_ fra Roskilde Skole. Han er tilstrækkelig bekjendt som historisk Forfatter og som Rektor ved Haderslev Skole; mig har han altid været en trofast og fornøielig Ven, og hans elskværdige Hustru og hans Børn have vist mig et lignende Venskab. Ved et ulykkeligt Fald i April 1896 brækkede han Hoften, og han blev aldrig mere i Stand til at støtte paa Benene. Efterhaanden sygnede ogsaa hans aandelige Liv hen, og især efter hans Hustrus Død (Juli 1900) havde han kun en Skygge af Livet tilbage. Han døde 1. Juli 1901. En Anden af mine Venner fra Rusaaret, som endnu er i Live, er _Chr. Brix_, der var Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og i mange Aar Folkethingsmand for Kjøbenhavn. En Tredie, som bør nævnes, var _Chr. Bille Brahe_, senere Stiftamtmand i Kjøbenhavn. Han fik Udmærkelse til Examen Artium, Noget man særlig beundrede ved en Privatist og en Baron; men han var tillige en livlig og gemytlig Kamerat, en ædel og elskværdig Charakter, og har i sit lange Liv vist sig som en ægte Hædersmand. For Studenterne fra 1836 blev han en Slags Bannerfører. Det er jo Skik at Studenterne 25, 50, ja ogsaa 40 og 60 Aar efter deres Indskrivning ved Universitetet samles til Jubilæumsfester. Man ønsker at gjenoplive Ungdomsminderne og at fornye Ungdomsbekjendtskaberne. Det kan ikke nægtes, at Mange ere blevne fremmede for hinanden, og ikke engang kjende hinanden, naar de mødes ved disse Lejligheder; men dog ere disse Fester ikke uden Betydning. Det er vel værdt at gjenkalde sig Rusaarets Følelser og Oplevelser og tænke over, hvorledes den Strøm, der tog sit Udspring der, har bredet sig og frugtbargjort Livet. Ved disse Fester var Bille Brahe en sikker Gjæst. I 1886, da vi havde været 50 Aar Studenter, indbød han os til at holde Jubilæum paa hans Herregaard, Svanholm i Horns Herred. Fra nu af, syntes han, burde disse Møder gjentages hvert Aar; han mente endog, man kunde udvide dem til at omfatte alle dem, der havde været 50 Aar Student, og i 1890 stiftede han i Forening med Kammerherre Wolfhagen, den tidligere Minister i Slesvig, en saadan Forening med Navnet Academicum, der skulde samles en Gang om Aaret. Dertil skrev Ploug sin fortræffelige Sang: "Sikket Chor af brustne Stemmer, Sikket Fog af hvide Haar." Endelig, i 1896 holdt Bille Brahe i sit Hjem i Kjøbenhavn en Fest for den lille Kreds, der endnu kunde møde til 60 Aars Jubilæum. Aaret efter lukkede han sine Øine træt af Livet.

Allerede i Rusaaret dannede nogle af Studenterne fra 1836, som det vel næsten altid er Tilfældet, et lille Selskab til Diskussion og Drøftelse af almindelig videnskabelige Emner. Det var Studenterne fra Borgerdydskolen paa Christianshavn (Krarup-Hansen, Høedt, L. Petersen) der gik i Spidsen, og Møderne holdtes i Borgerdydskolens Lokale. Ved Vinterens Slutning ophørte Selskabet, men det opstod igjen næste Aar i en udvidet Skikkelse, idet ogsaa Studenter fra 1837 toge Del deri. Det blev kaldet _Palæstra_. Af dette vare bl. A. Hans Egede Schack, Forfatteren til Phantasterne, og Johannes Fibiger Medlemmer. Men heller ikke dette Selskab havde noget langt Liv. Ganske anderledes var det med _Lyceum_, hvoraf jeg noget senere blev Medlem. Dette Selskab, af hvis Historie Johannes Forchhammer i "Museum" 1893 har meddelt en interessant Skitse, bestod i 40 Aar, og kan rose sig af at tælle mange af Danmarks ypperste Mænd iblandt sine Medlemmer. Det var et latinsk Disputerselskab stiftet 1813. Dets Formaal var, hed det, at forøge og nære logisk Skarphed i Diskussionen og Færdighed i at tale Latin. Latin var endnu dengang udelukkende brugt ved Universitetets Disputatser og tildels ved dets Examiner. Det var altsaa ganske naturligt, at man øvede sig deri. Man elskede ikke sit Modersmaal mindre derfor, og man var ikke blind for, at de Emner, man drøftede, kunde behandles mere tilfredsstillende paa Dansk. I Tidens Løb blev jo ogsaa Latinen mere og mere trængt tilbage ved Universitetet, og det blev oftere foreslaaet, at man skulde disputere paa Dansk i Lyceum, men da dette endelig blev indført, i Fyrretyverne, sygnede Selskabet hen, og ophørte kort efter. Det var ikke længere nødvendigt, og det eiendommelige Baand, der havde holdt det sammen, idet det gav det sit Særpræg, var bristet. Det var en lille Kreds; Normaltallet for Medlemmerne var 12. De strenge gammeldags Former, hvorunder Disputatsen bevægede sig, føltes mere som en Morskab end som et hemmende Baand, og naar den latinske Akt var forbi, indtog man i Forening et tarveligt og gemytligt Aftensmaaltid, hvor der ikke var anden Levning af Latinen tilbage, end at vi alle vare Dus. Undertiden samledes vi ogsaa til selskabelige Sammenkomster uden Disputats, navnlig til Fastelavn og til en Skovtur om Sommeren. Der gik det saa lystigt til, som man kunde vente af unge livlige Mænd, der følte sig som ægte Venner. Fra de senere Aar hidrøre et Par Viser af Hostrup; i den latinske Tid skrev jeg en latinsk Vise, ligesom Poul Møller havde gjort i sin Tid. Uden paa nogen Maade at sammenligne mig med ham, kunde jeg dog have Lyst til at anføre den som et Bevis paa, hvor trofast Traditionen havde holdt sig endnu den 25. Juni 1843.

Abierunt hiemes, Nives abierunt; Acres iam sunt iuvenes; Senes qui fuerunt. Sicci disputavimus Olim in Lyceo, Nunc in silva ludimus Uvidi Lyæo.

Logicæ cum tæduit Et doctrinæ morum, Ad naturam rediit Rex philosophorum. Lætus tum investigat Feras animantes, Quid delphinos moveat Et tigres bacchantes.

Alexander magnus iam Huic magistro datus Penetravit Indiam Euius renatus. Vivat Aristoteles! Fratres, nos vivamus! Alexandri similes Fortiter bibamus.

Jeg blev optaget i Lyceum 6. Decbr. 1842 sammen med min Studiefælle G. Lund, Julius Gram (senere Prof. juris), og Medicinerne Petit og Jul. Paulsen, og blev modtaget af Chr. Hermansen (senere Prof. theol.), E. Boesen (senere Stiftsprovst i Aarhus), M. Hammerich, Tregder, P. E. Lind, A. Listov, A. Birch (senere Guvernør i Vestindien) og Medicineren Ravn. I det næste Aar blev A. F. Krieger optaget tilligemed B. J. Fog, Wad (senere Præst i Korsør) og Schleisner (senere Fysikus i Flensborg og Stadslæge i Kjøbenhavn); i 1844 optoges Hostrup, C. Listov, Islænderen Gr. Thomsen, Klein, Worsaae og Dan. Møller (senere Præst i Vonsbæk og derefter i Faxe). Efter min toaarige Udenlandsreise indtraadte jeg igjen i Selskabet, og samledes der i de nærmest følgende Aar med L. Mynster, Johnstrup (senere Prof. i Mineralogi), E. Vedel (senere Amtmand i Sorø), M. Steenstrup (den bekjendte Udgiver af Dansk Maanedsskrift og af Skrifterne til Folkeoplysnings Fremme), Joh. Forchhammer og Cand. philol. Carl Borries, samt de senere bekjendte Præster, L. Warburg, E. Scharling og min yngre Broder August, og Dr. med. Engelsted. Jeg disputerede sidste Gang 12. Decbr. 1849. Fastelavn 1850 holdt Lyceum en større Fest, hvori en stor Mængde ældre Lyceenser deltog som Veteraner. Det var en talrig, man kunde gjerne sige glimrende Forsamling. Jeg var bleven valgt til "Dictator" og ønskede Gjæsterne Velkommen med en versificeret, selvfølgelig dansk, Tale. Hvor gemytligt og hvor morsomt det forøvrigt gik til, har Forchhammer beskrevet paa ovfr. anf. Sted. D. 30. Oktober 1850 udmeldte jeg mig af Selskabet, dog med det Forbehold atter at kunne møde "som Veteran", Noget jeg i det Mindste een Gang har gjort Brug af, idet jeg deltog i et lille Fastelavnsgilde paa Constantia i 1853, uden Tvivl det sidste, der er bleven holdt. Men Lyceum og de fortrolige Venskabsforbindelser, der udsprang deraf, høre til mit Livs allerdyrebareste Erindringer.

Men midt under denne Syslen med almindelige videnskabelige Emner gik det særlig filologiske Studium sin regelmæssige Gang, og jeg savnede heller ikke her Medarbeidere og Venner. Sammen med _J. G. Lund_, senere Rektor i Aarhus, og _H. H. Lefolii_, senere Rektor i Viborg, læste jeg kursorisk flere græske og særlig latinske Forfattere. Det var fornøielige og lærerige Timer. De vare begge Studenter fra Aaret efter mig, men de spredte sig ikke saa meget som jeg, og tog, uagtet de underviste en hel Del, allerede efter 4 Aars Studium den filologiske Embedsexamen, medens jeg brugte 5 Aar, og selv dette blev anset for en meget kort Studietid. Det var nemlig den saakaldte Store Philologicum, som de, der tragtede efter overordnede Lærerposter ved de lærde Skoler, maatte underkaste sig. Det var store Fordringer, der stilledes i de 3 Hovedfag, Latin, Græsk og Historie, hvortil kom adskillige Bifag, Hebraisk, Mathematik, Theologi og Filosofi. Kandidaten skulde vise, at han var hjemme i alle Skolens Fag og, om fornødent, kunde overtage Undervisningen i dem; naar Modersmaalet og de nyere Sprog ikke vare medtagne, kom dette af, at Kundskab deri blev betragtet som selvfølgelig. Man kan nok tænke sig, at disse store Fordringer aldrig bleve fuldtud opfyldte. Jeg gjorde mit Bedste for at nærme mig dertil, og det var ikke mange af Ciceros og Platos Skrifter, jeg ikke fik gjennemlæst; men det var vel ogsaa derefter. I 1849 blev Examen ogsaa indskrænket; den skulde kun omfatte de 3 Hovedfag, samt Modersmaalet tilligemed Oldnordisk; men selv dette syntes efter nogen Tids Forløb at være for Meget. Der var Sprogforskere, som ikke vilde have Historien med, og Historikere, som syntes de kunde undvære de gamle Sprog, medens ogsaa de nyere Sprog gjorde Fordring paa at stilles lige med de gamle. I 1883 oprettedes da en ny Skoleembedsexamen, hvortil der skulde opgives 1 Hovedfag og 2 Bifag. Man saa bort fra Skolens encyklopædiske Character; man krævede Faglærere, og Specialstudierne dreves langt videre, end det for Skolens Skyld var nødvendigt. Skjøndt det nu af og til viste sig, at det ikke var de saaledes uddannede Kandidater, som Skolen havde bedst Brug for, vilde man dog ikke opgive Systemet, der stemmede med hele Tidens Retning, som krævede Specialisering paa alle Punkter. Resultatet blev, at man gik endnu et Skridt videre ad den Vei, man havde begyndt paa, og de nye Examensbestemmelser af 1901 gjorde Prøven endnu mere "videnskabelig" og mindre praktisk end tidligere. Om man har gjort vel deri eller ikke, maa Fremtiden bedømme.

Der var i min Studentertid 3 filologiske Professorer ved Universitetet, Madvig i Latin og F. C. Petersen i Græsk; _Brøndsted_ havde en extraordinær Stilling; han holdt færre Forelæsninger, og kun over Græsk. Jeg hørte en Forelæsning over Pindar af ham; og, var det end først mange Aar senere, da jeg selv tog mig for at læse over Pindar, at jeg fik nogen klar Forestilling om denne Forfatter, mindes jeg dog ogsaa denne Forelæsning med Glæde. Den livlige og for Hellas begeistrede Mand syntes at sidde inde med Mere, end man fik at høre, og jeg misundte dem, der, som Oppermann, havde Adgang til hans Hus; jeg selv har kun været een Gang i hans Stue. _F. C. Petersen_ levede længere, saa at jeg i Tidens Løb kunde blive hans Kollega og Ven. Han var en godmodig Mand og en samvittighedsfuld Embedsmand. Som Provst for Regentsen har han stor Fortjeneste af at have bragt Orden i Styrelsen. Ungdommen gjorde sig undertiden lystig over hans salvelsesfulde og "pedantiske" Udtryksmaade, som man sagde; men de vidste dog godt, at de i ham havde en Foresat, som vilde forsvare deres Ret og deres Interesser, naar det krævedes. Som Universitetslærer skulde han docere græsk Filologi. Ved Siden af exegetiske Forelæsninger læste han over græsk Litteraturhistorie, græske Antikviteter (d. v. s. Statsforfatning) og Mythologi. Hans Forelæsninger vare et korrekt Referat af den tyske Videnskabs Resultater, men de vare noget tørre og vidtløftige især i Indledningerne. Vi kunde saaledes ikke forstaa, hvorfor han dikterede os fuldstændige Litteraturoversigter, som Ingen af os havde Brug for i alt Fald som Studenter. Mest interesserede mig hans Kunstmythologi; men man var dengang meget slet forsynet med de nødvendige Afbildninger. Millins Galerie mythologique, en lille Oktavbog med Konturtegninger, cirkulerede undertiden i Timerne; større og nøiagtigere Gjengivelser af de antike Kunstværker, der kunde give en virkelig Forestilling om deres Character, fandtes ikke.

_Madvigs_ Forelæsninger vare naturligvis mønsterværdige. Litteraturhistorien har jeg omtalt. Endnu betydeligere var hans Fremstilling af den romerske Statsforfatning, der fremtraadte i en forstaaelig og klar Skikkelse, som den endnu ikke fandtes i nogen Litteratur, tilmed ordnet paa en let overskuelig Maade. Den blev lagt til Grund for Bojesens Haandbog i de romerske Antikviteter, der i lang Tid blev benyttet som en fortrinlig Lærebog ikke blot herhjemme, men ogsaa i Tyskland. Fuldstændigere og paany gjennemarbeidet foreligger Madvigs Arbeide som bekjendt i hans sidste Hovedværk. Ogsaa hans latinske Syntax bleve hans Tilhørere først bekjendte med ved hans Forelæsning. Jeg havde i Skolen læst efter Baden, hvis Regler hverken vare forstaaelige eller rigtige; Borgen havde ført mig ind paa en rigtigere Vei; ved Universitetet havde jeg benyttet Zumpt og Billroth, og derigjennem i Forbindelse med Madvigs exegetiske Forelæsninger og Øvelser allerede for en stor Del kunnet tilegne mig det System, som Madvig nu fremlagde fuldfærdigt. Det var en stor Velgjerning for Skolerne, da de ubrugelige og uklare Lærebøger bleve afløste af Madvigs. Det var ikke Madvigs Skyld, at Lærerne misbrugte hans Bog, lod Skoledisciplene lære udenad, hvad der var bestemt til at springes over, og ikke forstod at sætte sig paa Disciplenes Standpunkt.

Iblandt de lidt ældre filologiske Studerende var der især to, som jeg kom i et nærmere Venskabsforhold til. _H. P. Tregder_ var 4-5 Aar ældre end jeg, en godmodig og elskværdig ung Mand, hvis gode Hoved jeg beundrede, og hvem jeg betragtede som selvskreven til at være Petersens Efterfølger. Han foretrak imidlertid at blive Skolemand og blev Rektor i Aalborg og senere i Sorø. Han var maaske ogsaa nok saa godt skikket dertil; thi medens han hurtig opfattede en Sags Kjerne, interesserede det ham mindre at se den udfolde sig i Enkelthederne, saa at han kunde give et fyldigt og levende Billede af den. Han havde en ualmindelig let Haand og meddelte sine Disciple kort og klart det, som forekom ham at være Hovedsagen. Man kunde undertiden ønske, at han havde lært dem mere, men hvad han lærte dem, det kunde de. Hans Forfattervirksomhed svarede dertil; hans latinske Litteraturhistorie er et kort og klart Schema; den første Udgave led af adskillige Unøiagtigheder, men de bleve rettede i de senere. Den græske Kunsthistorie vilde jeg ønske han ikke havde skrevet. Jeg kunde ikke lade være at sige ham dette; men saa ubehagelig denne Meddelelse var ham, gjorde den dog intet Skaar i vort Venskab.

_L. Oppermann_, der var bleven Student to Aar før jeg, var en stor Modsætning til Tregder. Ogsaa han var et udmærket Hoved og havde systematisk Talent, men han dvælede med nok saa stor Lyst ved ubetydelige Enkeltheder. Det var ham en stor Fornøjelse, naar han opdagede en eller anden lille Feil hos sine Forgængere. Han kunde ikke lukke en Bog op uden at finde en Trykfeil, selv om det var den eneste, der fandtes i hele Bogen. Han morede sig med at eftervise, hvorledes selv de bedste tyske Stilister, som Goethe, af og til kunde udtrykke sig saa skjødesløst, at det strengt taget var meningsløst, og med at fortælle saadanne Historier som den om en mathematisk Professor, hvem han engang ved en Examen havde hørt forlange af Examinanden, at han skulde lægge et Snit igennem en Kegle saaledes, "dass die grössere Hälfte der kleineren gleich wird." Han begyndte som klassisk Filolog, og hans første Arbeide var en "Latinsk Sproglære til Skolebrug, især efter Billroth" (1840), en Bog, som upaatvivlelig var bleven almindelig brugt, hvis ikke Madvigs Grammatik var udkommet Aaret efter. Lige saa uheldig var han med sin "Indledning til den danske Sproglære", idet Bojesen Aaret efter udgav sin lille Ledetraad; Oppermann beskyldte ham for at have plagieret ham. Da han indstillede sig til Examen, fik han kun en middelmaadig Anden Charakter; han havde stolet paa sine almindelige Kundskaber og ikke brudt sig om den specielle Examensforberedelse. Endnu værre gik det ham, da han meldte sig til Forstexamen. Og dog var han en fortrinlig Mathematiker. Hans "Elementær Plangeometri" roses, og som Mathematiker blev han optaget i Videnskabernes Selskab og nød stor Anseelse blandt Fagmændene. Tilsidst blev han Professor i Tysk ved Universitetet. Var det Forfængelighed, der saa tidt bragte denne glimrende Begavelse ud af Ligevægten? Maaske. Den Orm lide vel de fleste Mennesker af. Men hvor man end vil søge Aarsagen, jeg vil ikke dømme, men kun beklage min Ven. Han døde 17. Aug. 1883. Et skjønt Eftermæle har A. D. Jørgensen sat ham i sin "Redegjørelse for min Udvikling og mit Forfatterskab." "Oppermanns Forelæsninger" siger han (S. 78) "havde en dobbelt Betydning for mig. Dels gav de mig Blik for Ensidighederne i den tyske Litteratur, dels blev de for mig det første Exempel paa et grundigt og fordomsfrit Kildestudium. Oppermann viste, hvorledes hver enkelt Forfatter var en eiendommelig Personlighed, tildels betinget af sin Tid, tildels af sit særlige Naturel og sine Evner, og han tog den Ting aldeles naturlig og uden verdenshistoriske Tillavninger og forudbestemte Skemaer. Snarest for tilbøielig til overalt at se Udslag af tysk Sentimentalitet, ligesom danske Forfattere dengang (omkring 1860) i det Hele stadig var paa Krigsstien mod alt tysk Væsen, stillede han de historiske Forhold i et saa tilforladeligt Lys, at det her for første Gang gik op for mig, hvad der egentlig kræves af en ædruelig Betragtning af Fortidens Personer og Forhold."

* * * * *

Aaret 1836, da jeg blev Student, var et Mærkeaar for Universitetet. Den gamle Universitetsbygning var brændt 1807. I mange Aar havde de nøgne Mure staaet der som et sørgeligt Minde. Min ældste Broder og jeg havde som Børn leget paa Pladsen imellem dem sammen med den naturhistoriske Professor Wads Pleiesønner, som boede i Kommunitetsbygningen. Nu var den nye Bygning færdig; den skulde indvies ved Reformationsfesten, der ogsaa dette Aar feiredes med særlig Høitidelighed; det var 300 Aar siden den lutherske Reformation blev indført i Danmark. Den nye Universitetsbygning forekom os stor og anselig; thi Studenternes Tal var ikke Halvdelen af, hvad det nu er. De skjønne og storladne Forhold i Façaden gjorde jo ogsaa Bygmesteren, Malling, al mulig Ære; at Lysforholdene i det Indre ikke altid vare heldige, mærkede man først senere. Særlig uheldig var han med det Forsøg paa Forhallens Loftsdekoration, han lod Historiemaler Høyer foretage, men det forsvandt ogsaa øjeblikkelig, og Constantin Hansen og Hilker udførte den herlige Udsmykning, som jeg i mine Studenteraar havde min Glæde af at se blive til og senere som Professor fik det ærefulde Hverv at skulle vaage over og sørge for at redde ved hensigtsmæssig Restauration, da Tidens Tand ikke havde skaanet den. Da Malerierne vare færdige, fik Bissen det Hverv at udføre Statuerne af Athene og Apollo ved Trappeopgangene. Han modellerede dem paa Stedet, og jeg besøgte ham ofte under Arbeidet. Da de vare færdige i Gibs -- og Bestillingen til Kunstneren gik kun ud derpaa -- ønskede Studenterne at vise Mesteren deres Taknemmelighed ved et Festmaaltid.

Universitetsprofessorer og Kunstnere toge Del deri, lad mig nævne Clausen og Madvig, Thorvaldsen og Hetsch som Exempler. Pastor Mørch-Hansen har i "Museum" 1893 givet en interessant Meddelelse om Festen. Chr. Molbech holdt en smuk Tale for Hædersgjæsten, og iblandt de Sange, der hædrede ham, var ogsaa en af den svenske Billedhugger Molin, der benyttede Bissens Navn paa en morsom Maade, thi paa Svensk hedder Nissen "Tomtebissen". Troels Smith udtalte det Ønske, at de to Gibsstatuer snart maatte kunne opstaa i en varigere Dragt. Denne Udtalelse modtoges med almindelig Jubel, og Dagen efter samledes Indbyderne til Festen for at overveie, om det var muligt at tilveiebringe de fornødne Midler til at lade dem udføre i Marmor. Kunstneren selv ønskede kun sine Udgifter dækkede, men det syntes dog at være en vanskelig Opgave. Vi tog imidlertid trøstig fat paa Værket. En Maleriudstilling i Universitetsbygningen, hvortil Folk velvillig laante dem Billeder, og en Komedie af Hostrup paa Hoftheatret gav en ret god Indtægt; men der manglede endnu Meget, som maatte skaffes ved private Bidrag. Det var aabenbart ikke nok at udstede en almindelig Opfordring hertil; skulde det hjælpe, maatte vi henvende os personlig til velstaaende Medborgere, som vi antog kunde dele vor Interesse. To og to gik vi da omkring og lod os melde hos Folk, vi slet ikke kjendte; jeg var i Almindelighed ledsaget af Mørch-Hansen. Det kostede os ikke liden Overvindelse, men paa de fleste Steder bleve vi godt modtagne, og Pengene kom ind. Vi takke Giverne og haabe paa Tilgivelse for vor Paatrængenhed.

III.

ArchæOlogi Og Udenlandsreiser.

Da jeg valgte det filologiske Studium, var det ikke alene af Interesse for Videnskaben, men ogsaa fordi jeg fandt, at det var en smuk Lod og en Stilling, jeg kunde magte, at være Skolelærer. Jeg havde tænkt mig, at jeg skulde ende mine Dage som Skolemand, og det var først efter at jeg havde taget filologisk Examen, at Madvig vakte Tanken hos mig om mulig at komme til Universitetet. Han syntes, at han og Petersen nok kunde trænge til en yngre Medhjælper, og da baade han og Petersen vare rent litterære Filologer, savnede man efter Brøndsteds Død 1842 En, der havde personligt Kjendskab til Italien og Grækenland og deres Monumenter. Thi skjøndt han altid, og med fuld Ret, hævdede, at Studiet af Litteraturen, Sproget og Historien maatte være det Første for Filologien, miskjendte han ingenlunde Monumenternes Betydning, og skjøndt han af og til i sin Tid havde trukket lidt paa Smilebaandet, naar han fandt Brøndsteds Begeistring overdreven, havde han dog den største Agtelse for hans Dygtighed. Han følte godt, at Archæologen sad inde med Kundskaber og med et Selvsyn, som han selv manglede. Han opfordrede mig derfor til at træde i Brøndsteds Fodspor og lægge mig efter Studiet af Oldtidens Kunst og Monumenter. Han anbefalede mig til Professor _Høyen_, og skjænkede mig derved en Lærer og en Ven, der fik lige saa stor Betydning for min Udvikling, som han selv havde havt. Det var d. 17. Decbr. 1842, at jeg saa _Høyen_ første Gang. Han modtog mig med stor Venlighed, og vi havde en lang Samtale om den nye Opgave, jeg havde stillet mig. I Samtalens Løb sagde han, at nu misundte han mig, men om nogle Aar vilde han ikke misunde mig; han kunde ikke spaa mig bedre Skjæbne end Brøndsted; "det var et Studium, som ingen Interesse mødte." Hvor ere Tiderne ikke forandrede! Han skræmmede mig dog ikke. Jeg sagde til mig selv, som der staar i en samtidig Dagbogsoptegnelse: "O, havde jeg ikke Andet at være bange for! Bliver jeg til Noget, skal jeg nok finde Anerkjendelse, og finder jeg den ikke, hvad gaar det mig an? Men jeg føler tilfulde Vanskeligheden af den Opgave, jeg har stillet mig. Jeg kan Intet og vil kunne Alt!" Elsket Kunsten havde jeg vel altid, men jeg kjendte næsten Intet dertil. Det var Høyen og Omgangen med de Kunstnere, jeg fandt i hans Kreds, der aabnede mit Øie for dens virkelige Væsen, at man ogsaa igjennem den kom Guddommen nærmere, at man igjennem Kunstens Fremstilling af det Skabte følte sig endnu mere gjennemtrængt af Kjærlighed til Skaberen; ikke som om Sligt nogensinde udtaltes i denne Kreds; det er mine egne Følelser, jeg her søger at udtrykke, men jeg tvivler ikke paa, at det Samme føles af enhver ægte Kunstner og Kunstelsker. Jo dybere og inderligere denne Følelse er, desto mindre holder man ofte af at tale derom. Høyens Undervisning og Samtale gik ud paa det Positive, Opfordring til at se og studere og til at tilegne sig det Sete. Han gav mig Anvisning paa den Litteratur, jeg burde benytte; men endnu større Betydning havde det, at han besøgte det Kgl. Billedgalleri og Moltkes Malerisamling med mig. Han anbefalede mig at lære at tegne og skaffede mig Lundby til Tegnelærer, og da det jo særlig var Oldtidens Kunst, jeg skulde studere, førte han mig op i Kunstakademiets Samling af Gibsafstøbninger, viste mig Thorvaldsens Samlinger, den smukke lille Samling af smaa Oldsager, som Billedhugger Herman Freunds Enke eiede, og bad Kammerherre Falbe, der bestyrede Christian VIII's Vasesamling, om at give mig Adgang til denne. Her fik jeg min første archæologiske Opgave; det blev mig overdraget at forfatte et Katalog over Vaserne. Det var en Samling, som Prins Christian i sin Tid havde kjøbt af Erkebiskop Capece Latro i Tarent, og som siden havde modtaget enkelte Forøgelser igjennem Brøndsted og Falbe; det var Begyndelsen til den værdifulde Vasesamling, som nu findes i Statens Antiksamling.

Det var ikke nogen daarlig Maade at begynde paa det archæologiske Studium. Ingen Klasse Monumenter giver et saa rigt Indblik i de gamle Grækeres Liv og Forestillingskreds som disse Industriprodukter, og Haandværkernes Smag og Dygtighed er jo et Echo af de store Kunstneres. Vasestudiet var ogsaa den Tids Yndlingsstudium. De uhyre Rigdomme, der stadig kom frem fra Etruriens og Nedreitaliens Nekropoler og spredtes over alle Europas offentlige og private Samlinger, lokkede baade Kaldede og Ukaldede til at offentliggjøre disse Skatte og forsøge at tyde den Billedverden, der her oplod sig. Adskilligt var der i disse Tydninger, selv hos en saa indsigtsfuld Forsker som Gerhard, der kunde ægge til Modsigelse; dog var det for det Første kun et enkelt Punkt, hvor min filologiske Samvittighed ikke tillod mig at tie. Til en Beskrivelse af antike Vaser hører det ogsaa at give dem deres rette antike Navn. Panofka havde skrevet en Bog, Recherches sur les véritables noms des vases Grecs, hvori han fremdrager over 100 græske Benævnelser paa Kar og tillægger hver af dem sin særegne Form iblandt dem, der findes i Vasesamlingerne. Det kan være bekvemt ved Affattelsen af et Katalog at have saadanne Navne til sin Raadighed, men det er meget langt fra Sandheden. Ligesom nu til Dags en Kop eller et Blomsterglas kan have mange forskjellige Former, uden at vi give hver af disse sit eget Navn, saaledes var det ogsaa Tilfældet i Oldtiden. Livet har det samme Navn for hvad der har den samme Brug; kun Fabrikanten adskiller de forskjellige Former ved at give hver sit Numer, og Modehandleren opkalder de forskjellige Façoner efter -- jeg veed ikke hvad. Da jeg nu skulde skrive en Disputats, valgte jeg at underkaste dette Spørgsmaal en nøiagtigere Drøftelse. Det var som Filolog, at jeg lexikalsk gjorde Rede for de antike Navnes Betydning, og hvorvidt det var muligt at henføre noget af dem til de fra Samlingerne bekjendte Former. I Indledningen behandlede jeg i Korthed almindelige archæologiske Spørgsmaal om Vasernes Oprindelse og Bestemmelse. Min Afhandling hed De nominibus vasorum Græcorum, og blev forsvaret d. 7. Septbr. 1844. Jeg erhvervede derved Værdigheden som Magister artium; Doctorgraden opnaaede man dengang ikke uden man først var Magister. Disputatsen foregik naturligvis paa Latin og under de gammeldags Former. Nedenfor Kathedret, hvorpaa Præses stod, var anbragt et mindre Katheder, som indtoges af hans Respondens, der skulde hjælpe ham at besvare de gjorte Indvendinger. Denne Plads beklædte en yngre Ven af mig, stud. philol. Chr. Listov, senere Rektor i Herlufsholm og i Nykjøbing. Dette var naturligvis en tom Form, ligesom den hele Akt ingenlunde havde den Alvor som nu til Dags, da den foregaar paa Dansk. Min Disputats manglede heller ikke den ret almindelige Tilsætning af Løier, idet min gode Ven, lic. theol. Hagen traadte op og beskyldte mig for at have løiet, idet jeg havde sagt, at jeg aldrig havde været udenfor mit Fædreland, medens det var vel bekjendt, at jeg havde deltaget i det skandinaviske Studentermøde i Upsala Aaret i Forveien.

Saasnart Disputatsen var overstaaet, skulde jeg gjøre mig færdig til den store Udenlandsreise, som Understøttelse fra Fonden ad usus publicos havde sat mig i Stand til at foretage. Nu til Dags, da det er blevet saa let og saa almindeligt at reise, vilde man ikke kalde denne Reise stor, men i 1844 var det anderledes. Jublende glad var jeg i Tanken om alt det Skjønne, jeg skulde se og lære; mine Venner priste min Lykke og medgav mig hjertelige Hilsener i Form af Stambogsblade. Mine Husfæller paa Borchs Kollegium holdt en munter Afskedsfest for mig, ved hvilken Leilighed Hagen skrev en særdeles morsom Vise[2]. Men alt som Afreisen nærmede sig, blev jeg dog ogsaa noget beklemt over at skulle vove mig alene ud i den vide Verden. Jeg var meget uerfaren, kun 24½ Aar gammel, og jeg saa endnu yngre ud. Jeg anede ikke, at ogsaa dette kunde være en Fordel, og at jeg netop paa Grund af mit barnlige Udseende undertiden blev modtaget med en Velvillie, som jeg ellers ikke kunde gjøre Krav paa. Heller ikke Skilsmissen fra min Familie var let. Min Fader haabede næppe at se mig mere. Da jeg sagde Farvel til ham paa Toldboden, kunde den stærke Mand ikke tilbageholde Taarerne; Sligt havde jeg aldrig set før. Min Trøst i dette Øieblik var, at jeg ved Siden af mig havde en lidt ældre Ven, der før havde reist, og som skulde ledsage mig paa den første Del af Reisen, cand. juris, senere Professor, Julius Gram.

[2] Borkens Lyre S. 56.

Efter en stormfuld Seilads, hvor Skibet led noget Havari, ankom vi til _Kiel_ d. 9. Oktober 1844. Der hørte vi adskilligt om Slesvigholstenernes Forbittrelse imod Danmark. Vi lo hjertelig over at høre, hvorledes en smuk ung dansk Dame (Frk. Wulf) paa et Bal havde tvunget alle Kavalererne til at tale Dansk, da hun erklærede, at hun ikke vilde tale Tysk. Om Aftenen vare vi hos Professor Paulsen; det var den sidste Aften i lang Tid, vi tilbragte i en dansk Familie. Den næste Dag førte Jernbanen os til Hamburg; det var første Gang, jeg prøvede den Befordring; og den følgende Aften gik det med Diligence fra Hamburg til Bremen, hvor vi beundrede det prægtige Raadhus. Derfra med samme lidet behagelige Befordring over Osnabrück, Münster og Düsseldorf til _Cölln_, hvis dengang endnu ufuldendte Domkirke gjorde et saa mægtigt Indtryk paa os, at vi ofrede mindre Tid end vi burde paa de herlige romanske Kirker i samme By. Rhinturen, fra Bonn til Mannheim, hvoraf et lille Stykke, Coblenz-Boppart, tilbagelagdes til Fods, Resten med Dampskib, ydede mig mindre Fornøielse end ved senere Leiligheder; jeg syntes, Møens Klint var meget smukkere, og først i _Heidelberg_ fandt jeg Noget, jeg kunde stille ved Siden af eller over denne. Her nød jeg Naturens Skjønhed i en sydlandsk Temperatur, og medens Gram besøgte gamle Venner, vandrede jeg langs med Neckarfloden til Handschuchsheim, hvor en Hr. Uhde, der havde Bjergværker i Mexiko, havde samlet en stor Mængde interessante mexikanske Oldsager.

Efter at have ydet Strassburger-Münsteren vor skyldige Beundring og glædet os over Holbeins Portræter i Bibliotheket i Basel steg vi om Aftenen d. 20. Okt. atter ind i en Diligence for at kjøre til Lausanne. Jeg havde sovet et Par Timer, da jeg blev vækket af en uvant Lyd. Vi vare i den romantiske Münsterthal, hvor det ene Vandfald efter det andet brusede ned ad Klipperne ved Siden af Veien og glimrede i Maaneskinnet. I Graaveir og Taage seilede vi fra Lausanne til Genève; vi kunde kun se de nærmeste Kyster; Alperne gjemte sig i et uigjennemtrængeligt Mørke; først den næste Aften viste de sig for os i al deres straalende Herlighed med Mt. Blanc thronende i Midten.

Over Naturen glemte jeg dog ikke Kunsten. I Musée Rath fandt jeg en smuk lille Samling af ældre, navnlig hollandske Malerier og nyere Billeder af Schweizer Kunstnere. Et smukt lille Landskab, der i Kataloget var opført som "Ubekjendt Mester", forekom mig ved første Øiekast at være D. Moucheron, og da jeg saa nærmere efter, stod Navnet virkelig paa Billedet. Jeg følte mig stolt over denne Opdagelse. Naar Lignende senere er hændt mig, har det naturligvis ogsaa moret mig, men jeg har vidst, at det kunde Mange gjøre mig efter; Kjenderskabet er ikke det Væsentlige ved Kunstbetragtningen. Og det har det heller ikke været for mig dengang; ellers vilde jeg ikke kunne huske Calames prægtige Landskab "Storm i Høialperne". Jeg bildte mig ind, at jeg selv oplevede denne forfærdelige Naturscene, at jeg saa og hørte Stormen piske Granerne og knække dem, saa at selve Vandfaldets Brusen overdøvedes og Bjørnen krøb i Skjul.

Den næste Dag skulde jeg skilles fra min kjære Ven, der hidtil havde været mig en saa uforlignelig Støtte. Gram skulde til Aix og jeg til Italien. Han var vel selv heller ikke ganske rolig for at lade mig gaa paa egen Haand, siden han overtalte mig til at tage med Kureren til Turin. Det var den dyreste Reisemaade. Det kostede 75 Francs, men saa kom man derhen i 36 Timer; man sad ved Siden af Postføreren og var anbetroet hans særlige Omsorg. Kureren var ingen almindelig Kusk; det var en ung smuk og særdeles dannet Mand, der talte nydeligt Fransk, i sin Hjemstavn bekjendt som Journalist og Digter; hans Navn var Constantino Reta. Efter en Times Kjørsel standsede vi ved Grænsen af Savoyen. Toldbetjentene rodede op i min Kuffert, og deri fandt de -- en Del Bøger. Dette var naturligvis Contrabande, især da man ikke kunde forstaa et Ord af dem. De bleve tagne fra mig, indpakkede og forseglede; man lovede, jeg skulde faa dem igen i Genua, et Løfte som rigtignok ikke blev holdt. Jeg havde aldrig faaet dem, hvis ikke den danske Konsul i Livorno, Dalgas, havde taget sig af Sagen, og langt om længe faaet dem sendt til mig i Florents. Medens Toldembedsmændene undersøgte Bøgerne og havde stor Møie med at opskrive den mesopotamiske Titel paa Schouws "De italienske Naaletræer", tog Reta fat paa et Exemplar af min Disputats, og han havde Tid nok til at gjennemlæse de første Sider. Det gode Latin behagede ham; han fik Interesse for mig, og vi bleve særdeles gode Venner. Veien gik igjennem de deiligste Bjerglandskaber, især fra S. Jean de Maurienne til Vernay; men oppe paa Mt. Cenis sneede det. Jeg gik til Fods ved Siden af Vognen, indtil det var bleven mørk Nat; saa krøb jeg atter ind i Karreten. Jeg sov snart ind, og vaagnede først, da det atter bar nedad, og et straalende Solskin varmede mit Ansigt og viste mig Italiens Herlighed.

Jeg havde tænkt at anvende en Dag paa at se Museet i _Turin_, men jeg blev der i 3½; min nye Ven vilde ikke slippe mig. Jeg maatte spise til Middag hos ham, gjøre Bekjendtskab med hans Hustru, hans Broder og andre gode Venner, alle sammen "bons enfants" som han udtrykte sig, og saa tilsidst kjøre med ham til Genua, naar det var hans Tur. Fru Reta kunde ikke tale Fransk, og jeg vovede endnu ikke at prøve paa at tale Italiensk; men et kjønt og tiltalende Ansigt havde hun, om end de høie Toner, hvori Vennerne i hendes Stambog besang hende som Madonna, forekom mig noget overdrevne. Vennerne vare livlige og elskværdige Mennesker, Journalister og Digtere, begeistrede for den nationale og borgerlige Frihed, som de ikke tvivlede paa, at "det unge Italien" snart vilde tilkæmpe sig. Det varede længere end de tænkte; men et Forsøg blev gjort i Genua i 1848. Der omkom Constantinos Broder; han selv blev landflygtig og levede derefter som Sproglærer i Genf, hvor han døde i Foraaret 1858. Jeg har et Minde om ham tilbage i et Digt, han skrev i min Stambog, Inno del tramonto, og et Par Breve.

Ogsaa i _Genua_ blev jeg længere, end jeg havde ønsket. Jeg skulde tage med Dampskib til Livorno; men det var i 2 Dage et saa øsende Regnvejr, at Skibet ikke kunde faa indtaget sin Ladning, og den 3. Dag, da Regnen ophørte, var det en forrygende Storm. Om Aftenen kom jeg dog afsted, og naaede uden Uheld Livorno den næste Morgen. Ogsaa til _Pisa_ kom jeg, skjøndt Banetoget for en stor Del maatte kjøre igjennem Vand; men derefter gjorde Oversvømmelsen al Færdsel umulig. I 3 Dage ventede jeg paa, at Veien til Florents skulde blive farbar; men der var endnu lange Udsigter; saa maatte jeg lægge Veien om ad Lucca. De 3 Dage, jeg tilbragte i Pisa, mindes jeg med særlig Glæde. Den største Del af Tiden tilbragte jeg fjernt fra Byens Færdsel paa Domkirkepladsen og nød i Fred og Ro de vidunderlige Monumenter, der vare samlede der, Domkirken, det skjæve Taarn, Baptisteriet og Campo Santo; det var mit første Bekjendtskab med den tidligere, italienske Kunst.

I _Florents_ tilbragte jeg en hel Maaned. Jeg var ganske alene; der var ingen Landsmænd, og jeg gjorde saa godt som ingen nye Bekjendtskaber. Jeg aflagde et flygtigt Besøg hos Englænderen Millingen. Jeg havde Lyst til at se Forfatteren til det smukke og for sin Tid mønsterværdige Værk: Ancient Unedited Monuments. Jeg traf ham i hans Arbeidsværelse, en enlig gammel Mand, der kun levede i sine Antiker. Paa hans Skrivebord stod den smukke lille Marmortorso af en kvindelig Figur i stærk Bevægelse, der er afbildet i det ovennævnte Værk. Jeg besøgte Galleriets Bestyrer Migliarini, en fortræffelig gammel Mand, som ikke bar sin Lærdom til Skue, men bedømte Alt med sund Menneskeforstand. Ogsaa i Storhertugens Bibliothekar, Svenskeren Grev Gråberg de Hemsjö, fandt jeg en elskværdig gammel Mand, men han var desværre saa døv, at man kun kunde tale med ham igjennem et Hørerør. I min Ensomhed længtes jeg nok undertiden efter Vennerne i Hjemmet, men det var ingen trykkende Længsel, thi jeg havde nok at gjøre med Studierne i Florents Kirker og Museer. Og dog var dette jo kun en Indledning; Rom skulde være mit egentlige Arbeidsfelt. I den anden Uge af December forlod jeg Florents, og efter 2 Dages Ophold i Siena ankom jeg til Rom d. 16. December.

* * * * *

_Rom_ i 1844 var meget forskjellig fra Rom ved Aarhundredets Slutning. Det var endnu den pavelige Stad, den stille Kunstnerby, hvor man i Ro nød Kunstens og Naturens Herlighed under hans Helligheds og hans Tjeneres imponerende Varetægt. Nu er Staden bleven 3 Gange større og en tyk moderne Fernis har lagt sig over det Hele. Nu kommer man til Rom med Jernbanen som til andre store Stæder, stiger af i en Banegaard, hvor man har sin Nød med at bane sig Vei igennem Menneskevrimlen, med at finde sit Tøi, og er glad naar man endelig uden Uheld og uden al for lang Venten er bleven stuvet ind i en Omnibus for at kjøre til et Hotel. Den Gang kjørte man i jævnt Trav ind ad Porta del popolo; Kusken knaldede med Pisken, og man blev høitidelig modtaget af den store Obelisk med Springvandet omkring, hvorefter man kjørte op ad Corsoen, der vistnok ikke var mindre kjedelig end den nu er, men som dog ikke ved Støi og moderne Glimmer forstyrrede den Ankommendes forventningsfulde Stemning.

Det første Sted, jeg søgte hen, var den lille mørke Café del Greco i Via Condotti, hvor jeg skulde høre, om der var Breve fra Hjemmet, og om der ikke var nogen Landsmænd til Stede. Jo vel var der det. Medailleur Petersen modtog mig med stor Venlighed, og kort efter førte han mig over i det nærliggende Trattoria Lepre, hvor jeg traf flere Landsmænd, i hvis Kreds jeg øieblikkelig var som hjemme. Kunstnerkredsen i Rom var ikke lille i de Dage. Det var næsten alle yngre Mænd, nogle faa Aar ældre end jeg. Der var _Jerichau_, hvis hjemsendte Stykker af Frisen "Alexanders Bryllup med Roxane" allerede havde vakt fortjent Opmærksomhed i Danmark; det næste Aar saa jeg ham fuldføre Gruppen Hercules og Hebe, der gjorde stor Opsigt i Rom, blandt andet fordi man havde travlt med det unyttige Spørgsmaal, om det skulde være et Forsøg paa at restaurere den belvederiske Torso eller ikke. Han var allerede dengang noget sygelig og klagede oftere over, at han ikke blev paaskjønnet i Danmark; men han havde endnu ikke den pessimistiske Anskuelse af Livet, som forbittrede hans senere Dage. Han var en elskværdig Omgangsfælle, som jeg nødig rev mig løs fra. Han tegnede med Blyant et lille Portræt af mig, som jeg kunde sende hjem til min Fader paa hans og min Fødselsdag, 10. April 1845. _Holbech_ saa jeg ikke synderlig til; han holdt sig for sig selv; derimod omgikkes jeg meget Elfenbensskjærer _S. S. Winther_, der var Broder til den senere bekjendte Rigsdagsmand Dr. Gert Winther. Han modellerede en Portrætmedaillon af mig, et smukt Arbeide, men saa flatteret, at en god Ven af mig, da han saa det, antog det for et Kvindehoved og spurgte, om det skulde være en Kleopatra; den er desværre gaaet til Grunde ved en Ildebrand. Winther var stærkt angrebet af Brystsyge; han led meget og døde allerede 1846. Af _Malere_ var der Jerichaus trofaste og opofrende Ven Th. Læssøe, den stille og flittige A. V. Boesen, den hyggelige Genremaler Raadsig, Lunde, en fordringsløs Kunstner med fin Følelse for Farvetonerne i Landskabet, og den i München uddannede Rohde, som med en fin og "spirituel" Pensel malede Vinterbilleder og italienske Landskaber. Ogsaa den gamle Ernst Meyer har tidt moret mig med sit lune Humor. Engang saa jeg i hans Skitsebog en lidet interessant Figur. Det var Natvægteren i Söder-Telge. "Hvorfor har De tegnet ham?" spurgte jeg. "Den latterlige Karl," sagde han, "han raaber ved høi lys Dag." Det var Midsommertid. Gurlitt havde sluttet sig ganske til _Tyskerne_. Han var ogsaa født i Altona, og den tyske Kunstnerkreds var jo baade større og betydeligere end den nordiske. I Kunstnerverdenen var der paa den Tid endnu ikke indtraadt nogen Adskillelse imellem danske og tyske. Jeg besøgte ogsaa tyske Kunstnere i deres Atelierer; jeg mindes bl. A. Düsseldorferne Riedel og Achenbach og Frankfurteren Rethel, og i det følgende Aar Overbeck og Cornelius.

Af _norske_ Kunstnere var der i den Vinter ingen i Rom; derimod var der en anselig Kreds af _svenske_, der levede med de Danske ganske som Landsmænd. Der var af Landskabsmalere Maaneskinsmaleren Stäck og den døve Palm, af Figurmalere den fortræffelige Wahlbom, der excellerede i Rytterbilleder fra Trediveaarskrigen, og Lundgren, der ikke uden Held efterlignede Venezianerne, og som senere ogsaa fik et Navn i Litteraturen, endelig den livlige Architekt Scholander, hvis Illustrationer til Tegnèr ville være i Manges Minde. Plageman saa vi kun lidt til; man sagde, han levede af at lave Rafaeler til engelske og amerikanske Reisende. Den elskværdige Billedhugger Fogelberg besøgte jeg i hans Atelier; dèr stod de kolossale Guder, Odin og Balder.

Efter Skik og Brug samledes Skandinaverne Juleaften for at nyde den hjemlige Risengrød og mindes det fjerne Fædreland med dets Sne og Is imellem Sydens Herligheder. Der laa en Rose paa hver Tallerken, og vi kransede os med Vedbend; men ellers var der næppe Noget, der mindede om et antikt Symposion. Det var et muntert Kunstnergilde, og paa Væggen havde man med Kul tegnet Portræter af de skandinaviske Kunstnere, der nu havde forladt Rom.

Men saa gjerne jeg færdedes imellem Kunstnerne og besøgte deres Atelier, var dette dog nærmest en Adspredelse for mig; min egentlige Opgave var jo at studere Oldtidens Monumenter. Her var det Tyskerne, jeg maatte holde mig til. Archæologien havde allerede dengang et Midtpunkt i det af den preussiske Regjering støttede Instituto di Corrispondenza archeologica. Det havde sit Sæde paa Capitolium, ikke i det nuværende anselige Palads, men i den tarvelige Bygning paa Bjergets østlige Side. Der indfandt jeg mig regelmæssig hver Fredag Middag, da der blev holdt Foredrag og Forevisning. En sjælden Gang vovede jeg mig ogsaa selv til at give en lille Skjærv med i Laget, og man gjorde mig til Medlem af Institutet. Men jeg tilstaar, jeg morede mig ikke ved disse Møder, og det var mig en større Glæde, naar jeg efter Mødets Slutning med et Par af de andre Archæologer kunde gaa op paa Palatinerbjerget, i Villa Mills, som da var aaben for Publikum, og beundre den frodige Rosenflor midt i Vinterens Hjerte.

Institutets Første Sekretær, _Emil Braun_, modtog mig med stor Venlighed, og jeg var oftere Gjæst i hans Hus, ikke til noget Selskab, men til daglig Middag sammen med ham og hans aldrende Hustru; Børn havde de ikke. Jeg holdt af den godmodige Mand, skjøndt jeg ikke kunde sætte ham høit som Archæolog og stundom smilte ad hans store Ord, som naar han sagde: "Wenn Böhme und ich zusammen sind, dann wissen wir, was Styl ist." Han var oprindelig Læge. Ved længere Tids Syslen med Antiker havde han erhvervet sig en Del Kundskab paa dette Omraade, men da han manglede filologisk Dannelse, blev han aldrig Andet end Dilettant, og han havde heller ikke noget fint Øie for Kunsten. De Foredrag, han holdt for de yngre Archæologer over de antike Skulpturer i Museerne, gav os derfor heller ikke stort Udbytte; det var for en stor Del uklare Fraser. Han havde modtaget mig med Lovtaler som Madvigs Discipel og ønskede, at jeg skulde skrive en Afhandling i Institutets Annaler. Han gav mig i den Anledning en Vasetegning at behandle, og jeg gjorde mit Bedste for at levere en taalelig archæologisk Afhandling i et pynteligt italiensk Sprog. Da jeg viste ham den -- den hed Processione trionfale di Ercole ed Iolao -- gjorde han et Par smaa Bemærkninger, som jeg naturligvis tog til Følge, men for øvrigt fandt han det Hele fortræffeligt. Inden den blev trykt, kom imidlertid Institutets Direktør Gerhard til Rom. Han beklagede sig over, at jeg i min Disputats havde polemiseret imod ham. Braun søgte at undskylde mig; om det behøvedes, ved jeg ikke; vist er det, at Gerhard altid senere har behandlet mig med Velvillie og Opmærksomhed; men Braun har dog nok syntes, at han skyldte Gerhard en cadeau paa min Bekostning. Under Trykningen af Afhandlingen opdagede han en faktisk Urigtighed i en Anmærkning. Istedenfor nu, som han tidligere havde gjort, at meddele mig det, saa at jeg kunde rette Feilen, tilføiede han følgende Note: "Vor lærde Forfatter, som vil diktere os de hermeneutiske Love for Studiet af Vaserne, med hvilke han med Nød og næppe er kommen i materiel Berørelse, tager heri groveligen feil. Mere end ethvert filologisk Sofisteri gjælder et Faktum i Archæologien. Førend han indlod sig med en Koryfæ som Gerhard, der har tilbragt Halvdelen af sit ikke ørkesløse Liv imellem Potteskaar, havde han gjort vel i at gjennemløbe Atlasset af Institutets Monumenter, hvor han paa 3. Binds 44. Tavle vilde have fundet en utvivlsom Hercules tilstedeværende ved Minervas Fødsel." (Det var dette, jeg havde fundet umuligt). "Fortrolighed med den gamle Litteratur i dens Helhed er den skjønneste Medgift for Archæologen, men i Videnskaben som i Livet er det ikke altid Medgiftens Rigdom, som gjør Ægteskabet lykkeligt." Jeg blev naturligvis oprørt over dette Overfald, og mine archæologiske Venner fandt, at jeg burde tilsende "Augsburger Allgemeine Zeitung" en Meddelelse om denne "exempelløse Adfærd af en Redaktør;" men efter det Forhold, jeg havde staaet i til Braun, foretrak jeg at indskrænke mig til mundtlig at sige ham, at jeg ikke havde ventet Sligt af ham.

Institutets Anden Sekretær, _Henzen_, var en høist elskværdig Mand, der aldrig havde andet end Venner. Han var en dygtig Videnskabsmand og har indlagt sig betydelig Fortjeneste ved Behandlingen af antike Indskrifter. Efter Brauns Død blev han Første Sekretær, og jeg har under senere Besøg i Rom et Par Gange havt den Glæde at se ham i denne Stilling.

Iblandt de yngre Archæologer, der som Stipendiater havde Bolig i Institutets Bygning, maa jeg først nævne _Theodor Mommsen_. Det var en overmodig Yngling paa 27 Aar, for hvem det videnskabelige Arbeide, hvor omfattende det end var, altid gik let fra Haanden. Han var oprindelig Jurist, men Romerretten førte ham til Studiet af Roms Statsforfatning og Historie. I Rom syslede han med topografiske Spørgsmaal og begyndte under Henzens Veiledning det Studium af de latinske Indskrifter, som blev hans Livs Hovedarbeide, og som har sikret ham et udødeligt Navn i Videnskaben. Hans romerske Historie har som bekjendt gjort overordentlig Lykke og er udkommet i mange Oplag. Det er en livlig og interessant skreven Bog, men dens dristige Kombinationer ere ikke altid holdbare, og hans Bedømmelse af Cæsar og Cicero charakteriseres næppe tilstrækkelig, naar man kalder den ensidig. Han har trolig fulgt Drumanns Fodspor og er ligesom denne en ægte Preusser, skjøndt det ikke er der, han hører hjemme; han er født i Garding i det sydvestlige Slesvig. Han havde studeret i Kiel og var -- ivrig Slesvigholstener, hvorfor han fra først af ikke betragtede mig med milde Øine. Allerede mit Navn havde vakt hans Harme; thi det var efter Algreen Ussings Forslag, at Stænderne havde anmodet Christian VIII om at udstede sin Erklæring om, at hele det danske Monarchi gik i udelelig Arv efter Kongelovens Arvefølge. Dog kom vi i det Hele godt ud af det med hinanden, naar vi mødtes, hvilket ikke var saa sjældent. Jeg mindes saaledes bl. a. en lille Samtale i det Vatikanske Bibliothek. Jeg havde fra Professor Preller faaet Anmodning om at conferere et Par Haandskrifter af Curiosum Urbis, et lille Skrift fra Romerrigets sidste Dage, der indeholder en Fortegnelse over Byen Roms Kvarterer med Angivelse af deres Grænser. Det er indbundet i et stort Bind sammen med flere forskjellige Skrifter. En Dag medens jeg var beskjæftiget med denne Kollation, kom Mommsen hen til mig. "O," siger han, "har De faaet fat paa den Bog? Den kjender jeg. De har formodentlig maattet love, at De ikke vilde se noget af det Øvrige, der staar i den?" Dette bejaede jeg. "Det er ellers uhyre morsomt, alt det Andet," fortsatte han. "Det er lutter Skandalehistorier om Paverne." Jeg lod mig dog ikke friste, men holdt mit Løfte. En Gang var det dog nær kommet til et alvorligt Brud imellem os. De tyske Kunstnere dannede en Forening, der kaldtes Ponte molle, og hvortil ogsaa andre Kunstnere og Studerende sluttede sig. Dette Selskab pleiede i Begyndelsen af Mai hvert Aar at foretage en stor Udflugt i Campagnen, til de gamle Stenbrud, man kalder Cervara-Grotterne. Det var en hel Carnevalsfest; man drog afsted dels til Fods, dels til Æsels og helst i fantastiske Kostumer. Jeg var ogsaa bleven opfordret til at tage med, og jeg havde faaet et kunstnerisk udført Diplom som Ganymed eller Mundskjænk. Det gik lystigt til, og jeg havde min Nød med at holde mig ædru, da Alle vilde drikke med Mundskjænken. Under en Samtale med Mommsen greb denne, som saa ofte før, Leiligheden til at drille mig lidt. Denne Gang sagde han dog ikke: "In Dänemark trinkt man wohl viel Grütze?" han talte foragtelig om den danske Litteratur, og da Talen kom paa Oehlenschläger, brugte han nogle Ord, hvorpaa jeg fandt mig beføiet til at svare: "Naar De kan sige dette, har De jo aldrig læst noget af Oehlenschläger." Han blev glorød i Hovedet og udfordrede mig. Jeg svarede lidt haanligt: "Tror De, jeg gider slaaes med Dem for den Sags Skyld?" Og dermed var den Historie forbi. Jeg har senere vexlet Breve med ham i Anledning af en Indskrift i Bispegaarden i Kjøbenhavn, som han ønskede et Aftryk af. I 1886 traf jeg ham ved Universitetsjubilæet i Heidelberg. Medens vi spadserede sammen i Slotshaven i Karlsruhe, ledte jeg Samtalen hen paa hans romerske Historie. Som bekjendt gaar denne i de 3 Bind ikke længere end til Cæsars Død. Nylig havde han imidlertid udgivet et 5. Bind, "Provinserne fra Cæsar til Diokletian", et fortrinligt og for Historieforskningen uundværligt Arbeide. Jeg spurgte ham nu, om vi ikke snart kunde vente det manglende 4. Bind. "Nein", svarede han, "der kommt nicht. Das kann Jedermann thun; das können Sie thun." Det skulde være en Kompliment.

Mere stilfærdig var den 5 Aar yngre _Heinr. Brunn_ fra Bonn. Han var ogsaa i det ydre en Modsætning til Mommsen; han var lige saa mørk, som Mommsen var blond. Kunsthistorien var hans Speciale. Han blev senere Anden Sekretær ved Institutet og holdt ligesom Braun Forelæsninger omkring i Museerne, upaaklagelig korrekte, men nogen fremragende Begavelse mærkede man ikke. Dog bør det siges, at det er ham, man skylder den interessante Opdagelse, at de i forskjellige Museer opbevarede Figurer i halv Størrelse af faldende eller faldne Giganter, Amazoner, Persere og Galler høre sammen og maa henføres til det Monument, Kong Attalos I lod opstille paa Borgen i Athen. Ogsaa med ham fornyede jeg Bekjendtskabet ved Festen i Heidelberg. Han døde som Professor i München 1888.

_Keil_ var lige saa gammel som Brunn. Det var en venlig lille Mand, tør og exakt Filolog og bekjendt som Udgiver af Grammatici Latini. Han døde for faa Aar siden som Professor i Halle.

Livligere var _Hermann Hettner_, Forfatteren til det 18. Aarhundredes Litteraturhistorie. Ham var jeg oftere sammen med paa Udflugter fra Rom og Neapel; det var en behagelig Reisefælle.

Sachseren _Ludolph Stephani_ var jødisk af Fødsel. Han levede kun i sine Studier. Han blev en saare lærd Archæolog, Professor i Dorpat, og senere Akademiker i St. Petersborg, i hvilken Stilling han udgav udførlige Bearbeidelser af de paa Krim og andensteds i Rusland fundne Oldsager (Compte rendu de la Commission archéologique Russe 1859-81). Han holdt sig i Regelen for sig selv; mig foreslog han dog at ledsage ham paa en Fodreise i Volsker- og Hernikerbjergene, og jeg skylder ham Indvielsen i det archæologiske Reiseliv. Det var i de første Dage af Marts 1845, at vi vandrede over Albano og Genzano til Cività Lavigna, det gamle Lanuvium; derfra over Velletri til Cori, Norma og Sezze, saa over Sacco-Dalen til Veroli, Frosinone, Alatri, Ferentino, Anagni og Palestrina. Vi afskrev alle de Indskrifter, vi kunde faa fat paa, og det hændte kun eet Sted, at en Eier forbittret jog os bort midt i vort Arbeide. Vi beundrede Coris prægtige Tempelruin og de vældige kyklopiske Mure, som omgive Stæderne, der ligge som Ørnereder paa Klippernes Fremspring. Vi glædede os over Volskerbjergenes frodige Skovvæxt, og aflagde et Besøg hos en italiensk Landmand, som vi havde mødt paa Veien og spadseret et godt Stykke sammen med i jævn Samtale. "Strada facendo si discorre" vare de Ord, hvormed han indledede vort Bekjendtskab. Mindre behagelig var derimod Governatoren i Anagni, som vilde putte os i Hullet, fordi vi ikke havde vore Passer med, og da han endelig efter et langvarigt Skjænderi bekvemmede sig til at lade os gaa, yderligere spildte vor Tid ved en lang, salvelsesfuld Tale om, hvor nødvendigt det var altid at have sit Pas hos sig.

Jeg skrantede en Del den Vinter, og kom mig egentlig først i Mai Maaned, da det blev rigtig varmt; men jeg havde ingen Tid til at være syg; Livet var altfor rigt. Tiden hengik med lærerige Studier i Museer, Bibliotheker og imellem Ruinerne, henad Foraaret og Sommeren ogsaa med Udflugter i Omegnen, næsten altid i godt Selskab. Iblandt Landsmændene bør jeg ogsaa nævne den danske Konsul _Bravo_ og cand. jur. _Møller_ (senere Birkedommer i Hørsholm) med hans unge Hustru, Amalie f. Stahlfest, der her søgte og fandt Hjælp imod en begyndende Brystsyge. I Foraaret 1845 blev Kredsen forøget med en af mine bedste Venner fra Borchs Kollegium, Cand. theol. Andreas Listov, senere bekjendt som theologisk Forfatter, død som Præst i Dalby i Stevns 1889. Han var bleven Huslærer hos Thorvaldsens Datter Fru Poulsen, og igjennem ham fik jeg Leilighed til at gjøre Bekjendtskab med denne skjønne og elskværdige Kvinde og hendes to nydelige Børn, Alberto og Augusta. Man kjender dem fra Familiebilledet i Thorvaldsens Museum, men man kan ikke høre Fru Poulsen med hendes sølvklare Stemme synge: "Gioventù di Roma bella, c'è una nuova tarantella".

Det romerske Folkeliv er saa almindelig bekjendt, at jeg ikke skal indlade mig paa nogen Skildring deraf; kun et Par Træk, der tilfældig ere optegnede i Breve til Hjemmet, kunne maaske have nogen Interesse.

"Om Søndag Eftermiddag ser man undertiden paa Roms Gader Skarer af Drenge vandre med et Kors foran sig som i en Procession syngende og skraalende, men lidet alvorlige; man tror, det er en Leg. De gaa hen til Aftenskolen i Kirken, hvor de under en Præsts Opsyn gjensidig examinere hinanden i deres Katechismus. Den, der da ikke spørger eller svarer nøiagtig med Bogens Ord, ligesom ogsaa den, der har været uopmærksom og giver et Spørgsmaal, som har været givet een Gang, eller besvarer et saadant Spørgsmaal, maa til Straf rykke et Numer ned; men den, der et helt Aar igjennem har holdt sig som Dux, bliver hædret med Keisernavn (imperatore dello studio), og naar det er i Jesuiterskolen, kan ingen større Ære tænkes. Da modtager han Presenter af Cardinalerne og nyder den høieste jordiske Lykke, at fremstilles for Paven, for hvem han har Lov til at fremføre en Begjæring. I gamle Dage, siges der, kunde man forlange en Forbryder frigiven eller ogsaa et godt Embede; nu maa man nøies med mindre. Jeg har selv set en saadan Keiser i sin gule Atlaskes Ridderkappe, stadselig pyntet, omgivet af smaa Pager, der ikke vare fuldt saa pænt pyntede, tilligemed alle sine Presenter udstillet i sin Faders Hus. Røde Faner hang ud af Vinduet for at minde Folk om ikke at gaa Udstillingen forbi, og Gensdarmer i Døren holdt Orden i den tilstrømmende Menneskemasse."

I Frascati var jeg Vidne til en Scene af en anden Art. "En Enkemand og en Enke, begge lidt til Aars, holdt Bryllup. Da de kom ud fra Kirken, hvor Vielsen var foregaaet, bleve de modtagne af en stor Skare Drenge, der opførte den frygteligste Kattemusik, jeg i mit Liv har hørt: Klokker og Bjælder, Kobberkjedler, Kasseroller og Bradpander imellem hinanden; de, som ikke kunde opdrive Metalkar, hjalp sig med Deigtruge og andet Trætøi, som de hamrede løs paa, til det gik i Stykker. Hver Gang en Enke gifter sig, bliver hun hilset paa denne Maade, og Regjeringens Bestræbelser for at afskaffe denne Skik have hidtil været magtesløse. Brudeparret selv fandt sig ogsaa taalmodig i, hvad det vidste der hørte til. De vandrede under dette Musikaccompagnement fra Kirken til Osteriet, og nøde Maaltidet under denne Taffelmusik, der holdt ved hele Tiden og tilsidst ledsagede dem til deres Hjem."

Den 30. Juni forlod jeg Rom og kjørte med en Vetturin til Napoli i Selskab med min romerske Bekjendt Hettner og den brave Professor Cygnæus fra Helsingfors. Vi havde valgt Veien over _Terracina_. Medens Kusken holdt Middagshvil i Værtshuset ved Kysten, spadserede jeg op ad Bakken til den ovenfor liggende By. Det store Torv, som ligger lige ved Indgangen til Byen, frembød den Dag et usædvanligt Skue. Pladsen var ganske tom, og alle de Gader, der udmundede der, vare afspærrede med Reb, bag ved hvilke Skarer af Voxne og Børn stode samlede. Pludselig blev en stor Oxe med Piskeslag drevet ind paa Pladsen. Den foer vild omkring og blev stadig end mere hidset af Drenge og unge Karle, der dukkede frem under Rebene og skyndte sig tilbage igjen, inden Dyret kunde naa dem. Det var en Tyrefægtning i det Smaa, uhyggelig at se paa for Nordboer, der ikke ere vante til at plage Dyrene[3]. Oxen skulde slagtes, og hver Gang Sligt skulde ske, pleiede man først at more sig paa den omtalte Maade. Saasnart jeg kunde slippe derfra, ilede jeg hen til den gamle romanske Kirke med antike Søiler opstillede paa liggende Løver og Prædikestolen smykket med gamle Mosaiker, og derfra høiere op endnu til Toppen af Bjerget, hvor man fra de maleriske Ruiner af Theodoriks Borg har en mageløs Udsigt over Middelhavet.

[3] En lignende Scene fra Civitella har Lundby tegnet, se K. Madsen, Lundby S. 165. Ogsaa Bröchner omtaler en saadan i et Brev fra Olevano, se Bröchners og Molbechs Brevvexling S. 41.

I _Napoli_ boede jeg i Santa Lucia med det deilige Middelhav lige udenfor mine Vinduer. De første Dage vare forfærdelig varme; men saa blev det mildere, sjælden over 23° R., og da jeg havde lært at klæde mig derefter, kunde jeg uden Vanskelighed gaa Toledoen igjennem saavel om Morgenen, naar jeg gik til Museet, som om Middagen, naar jeg gik derfra; paa den Tid havde jeg næsten altid en svalende Søbrise imod mig. Af Landsmænd fandt jeg her den gamle Legationsraad Vogt, som Aaret efter blev gift med Billedhuggerinden Adelgunde Herbst. Han modtog mig med stor Venlighed og tog mig bl. a. med paa en Udflugt til Ischia.

Andre Udflugter gjorde jeg sammen med Hettner og Digteren _Fr. Hebbel_. Denne Mand havde jeg allerede i Rom stiftet et flygtigt Bekjendtskab med ved det skandinaviske Julegilde, hvortil Gurlitt havde taget ham med; han var født Ditmarsker og altsaa dansk Undersaat, og han reiste med Understøttelse af Christian VIII. Jeg kjendte kun lidet til hans Digte; Judith havde jeg læst, men uden at finde særligt Behag i den; men som Reisekamerat interesserede han mig. Hans Samtale var pikant uden dog at være saa febrilsk, som han selv senere har charakteriseret den i fortrolige Breve. "Das ist mein Unglück," har han sagt, "dass ich von keinem Gegenstande reden kann ohne mich in ein Gewirr von Gedanken und Bildern zu verlieren." Han var Autodidakt og havde næsten altid maattet kæmpe med Armod; men han havde sat sig det Maal, at han vilde være Digter; dertil mente han sig kaldet, og for Opnaaelsen deraf maatte alle andre Hensyn vige. Ganske blind var jeg ikke ligeoverfor ham. Jeg kunde ikke give ham Ret i, at "Poesien er realiseret Filosofi". Jeg ønskede, der havde været mindre Filosofi i hans Dramer, og den Symbolisme, som han lagde saa megen Vægt paa, forekom mig ganske intetsigende; men alligevel betragtede jeg ham som en ikke ubetydelig Digter, "en Forkæmper for den nye Tids Aand", omtrent som man en Menneskealder senere her i Danmark talte om de saakaldte Gjennembrudsmænd. Hans Overmod og hans bidende Sarkasmer frastødte Mange, men jeg kunde ikke lade være at holde af ham. Jeg troede at have fundet en Ven for Livet, en Tro som dog nok vilde være bristet, hvis ikke Tiden hurtig havde skilt os ad; thi der kunde næppe tænkes to Charakterer saa forskjellige som vore. Den Biografi af ham, som hans beundrende Ven, E. Kuh, har skrevet, har aabnet mig Øinene.

De to Maaneder, jeg tilbragte i Napoli, gjorde mig mere fortrolig med Oldtiden, end Rom havde gjort. Her var Alt anderledes koncentreret; jeg spredte mig ikke til saa mange forskjellige Sider, og den Ro, som det mere ensartede Studiefelt gav mig, virkede velgjørende. Museo Borbonico blev mig kjærere end noget romersk Museum. I _Pompeii_ opholdt jeg mig tre Dage. Der var dengang intet Hotel paa Stedet; men en af Opsynsmændene havde et lille Hus, hvor han udskjænkede Vin til Arbeidere og Bønder. Der fik jeg et lille Værelse ovenpaa, ud til Terrassen, der laa fuld af Tomater, som skulde tørres i Solen. Værelset havde intet Vindue, men en stor Luge, som, naar den blev lukket om Middagen, gjorde det til et nogenlunde kjøligt Opholdssted paa den varmeste Tid af Dagen. Formiddagen og Eftermiddagen tilbragte jeg imellem Ruinerne. Jeg gik ganske alene omkring og aflagde Besøg hos de gamle Pompeianere, men Ingen modtog mig imellem de tavse Mure. Jeg gjorde en Mængde Optegnelser, der i sin Tid vare mig til stor Nytte, men som nu til Dags, efter de senere omhyggelige Undersøgelser og Beskrivelser, naturligvis ere uden Værdi. Til Afvexling gik jeg undertiden hen til det Sted, hvor man gravede. Jeg blev modtaget med et venligt Goddag og nød den store Glæde at se de gamle Mure træde frem af Gruset med Farverne lige saa friske som for 1800 Aar siden; ja selv en Fløidør stod der for mig, ligesom den var udgaaet fra Snedkernes og Malernes Haand, men det var et kortvarigt Syn; det var ikke Træ, men kun Støv, som ved den første Berørelse spredtes ad. Jeg kunde se og røre ved de gamle Beboeres Husgeraad og Redskaber. Vinfade, Oliefade og de andre store Lerkar, der gjorde samme Tjeneste som Tønder i vore Dage, stode paa deres Plads. Den ene Dag aabnede man et saadant Lerkar fuldt af Korn, den næste viste man mig Blomkaal og Oliven; sort som Kul var det, eller snarere det var virkelig Kul.

De napoletanske Archæologer modtog mig med en Høflighed, som var næsten forbløffende for en Nordbo, der ikke raadede over et saa stort Antal Komplimenter, at han kunde svare paa samme Maade. I nærmere Berørelse kom jeg dog hverken med den vakkre Minervini eller med Særlingen Gargallo Grimaldi; ikkun _Giuseppe Fiorelli_ sluttede sig nærmere til mig. Han var dengang en skjøn Yngling paa 22 Aar, men allerede bekjendt i den archæologiske Verden ved et Værk over Greven af Syracus' Vaser. Senere har han, som bekjendt, indlagt sig overordentlig Fortjeneste ved Ledelsen af Udgravningerne i Pompeii og Omsorgen for, at Alt, hvad der kunde bevares, blev bevaret. Ham skyldes det jo ogsaa, at de hensmuldrede Rester af de ulykkelige Offere, hvem det ikke lykkedes at undfly Katastrofen, have kunnet anskueliggøres for Nutiden igjennem Afstøbninger. Han blev senere Senator og Direktør over alle Udgravninger i Italien. Paa senere Reiser til Italien har jeg oftere besøgt ham, og vi have glædet os ved at gjenkalde os vore Ungdomserindringer.

Den 24. August tog jeg med Dampskib fra Napoli til Palermo. Jeg maatte jo se Sicilien, Europas Perle og den doriske Architekturs Fostermoder. I Breve til Hjemmet skildrede jeg mine Indtryk med varme Farver; men den, der vil høre Noget om den sicilianske Naturs Deilighed, kan finde dette bedre andensteds, og Oldtidens Monumenter kunne ikke nøies med en flygtig Omtale. Lad mig da kun i Korthed berette, at jeg efter et Par Dages Ophold i det yndige Palermo begav mig paa en Reise langs med Øens sydvestlige og dens østlige Kyst, til Segesta, Salinunt, Girgenti, Terranova (det gl. Gela), Syracus, Leontini, Catania, Taormina og Messina. Der var ingen Jernbaner paa Sicilien, ja ei engang Diligencer; jeg maatte ride. Jeg leiede en Fører med 2 Muldyr, et til mig selv, det andet til ham og min Kuffert. Det var intet glimrende Optog, men dog paa nogle Steder noget imponerende Nyt. "Siete figlio d'un principe?" spurgte et ungt Menneske mig i Terranova. Herbergerne vare heller ikke fyrstelige; Nattesøvnen forhindredes ofte af Utøi; men Forpleiningen var upaaklagelig, Frokost af det medbragte Brød, Pølse, Ost og Vin under en Korkeg eller et Johannesbrødtræ (carrubo), Aftensmad Maccaroni og Fisk. Men glad var jeg ved at færdes imellem disse Naturbørn, som kun kjendte Lidet til Verden udenfor deres Hjem. I Salemis prægtige Borgruin, der nu i Stedet for stolte Riddere husede en Del fattige Familier, traf jeg i Slotsgaarden en gammel Kone, hvis snehvide Haar kontrasterede mærkeligt med hendes sorte Kjole. Hun betragtede mig med samme Forundring som jeg Ruinen; men da jeg sagde, jeg var en Napoletaner, faldt det hende ikke ind at tvivle derpaa; Alt udenfor Salemi var hende lige fremmed. Hun førte mig ind i de store hvælvede Haller, som nu vare berøvede enhver Prydelse og for det Meste kun indeholdt det allertarveligste Bohave. I den inderste Sal sad hendes Datter, en kjøn, endnu nogenlunde ung Kone, i et Hjørne og spandt, og i et andet Hjørne Datterdatteren vævende. Jeg kom ret tilpas; thi Familien kunde ikke læse, og jeg blev da anmodet om at tyde et nylig ankommet Brev. Det var to Breve paa eet Stykke Papir. Den unge Pige var forlovet med en ung Knøs, der var indkaldt til Militærtjeneste. Ved en Skrivers Hjælp havde hun faaet opsat en Epistel, som med Udeladelse af en hel Del Høflighedsudtryk kort og godt lød saaledes: "Kjære Forlovede, har Du modtaget det Tøi, jeg sendte Dig?" Hendes Fæstemand havde ikke behøvet at henvende sig til en Skriver; skrive kunde han, men meget veltalende var han ikke. Han havde benyttet det samme Papir og derpaa skrevet ganske simpelt: "Kjære Forlovede, jeg har modtaget det Tøi, Du sendte mig." Selv i den store By Catania mødte jeg en lignende Venlighed. En smuk fjortenaars Dreng havde vist mig et gammelt Gravmonument. Jeg gav ham en lille Sølvmønt, hvorover han blev saa fornøiet, at jeg endelig maatte ind og se hans Moder. Det var en smuk ung Kone, der syslede med to smaa Drenge. Hun spurgte mig, om jeg holdt af Vindruer, og da jeg bejaede dette, sendte hun den ene af Drengene op i et høit Poppeltræ, hvorfra han kom ned med en Vindrueklase, der var mindst tre Kvarter lang. Hun beklagede, at hun ikke havde Andet at byde mig. -- Røvere, hvormed man havde skræmmet mig, mærkede jeg Intet til, og meget sjælden saa jeg et mindre elskværdigt Træk, som paa en Restauration i Palermo, hvor en Sicilianer blev aldeles rasende, fordi hans Cotelet ikke var mør nok, eller ved Arethusakilden i Syracus, hvor Vaskerpigernes Letfærdighed nødte mig til at forkorte mit Ophold.

Den 24. September kom jeg tilbage til Napoli, nogle Dage senere end jeg havde ventet. Et Brev, jeg havde skrevet for at underrette mine Venner derom, var gaaet tabt; man var i stor Angest for mig, og min gamle Ven, L. Mynster, der var ankommen et Par Dage tidligere, havde allerede taget Billet til Dampskibet til Palermo for at opsøge mig. Jeg fik ham standset i rette Tid, og vi havde nu den Glæde i et Par Maaneder i Forening at kunne nyde Italiens Herlighed. Der var i de Dage en stor Congres af Videnskabsmænd i Napoli. Jeg havde naturligvis ladet mig indtegne som Medlem, men et Par Møder, hvorved jeg var tilstede, forekom mig saa tomme og usmagelige, at jeg foretrak at gjøre en Reise med Mynster og Hettner til Pæstum, Salerno, Amalfi og Sorrent.

Tilbagereisen til Rom foretog vi som sædvanlig med Vetturin. Selskabet var som en Følge deraf noget blandet. Der var blandt Andet et af den videnskabelige Congres' Medlemmer, som vi i Regelen Intet havde at gjøre med. Men da vi spiste til Aften i Mola di Gaëta, var han ikke tilfreds med de 4 Retter Mad, som vi Andre havde været ret glade ved. Han var ikke bleven mæt, kaldte Vetturinen ind og holdt et frygteligt Hus med ham. "Quando vengo a pranzo, voglio mangiare finché sono stanco," raabte han, og det var kommet til et Haandgemæng imellem dem, hvis ikke det øvrige Selskab havde lagt sig imellem.

I Rom fandt jeg min kjære _J. T. Lundbye_. Jeg havde længtes efter ham. Det var en ægte Kunstnersjæl, fuld af Hjerte og Lune og utrættelig arbeidsom. I hvert af hans Penselstrøg, i hver Pennestreg følte man hans Sjæl; han selv vilde sige: det er Instinktet; Andre vilde give det et fornemmere Navn. Det var Danmarks Natur, der levede i ham. Ugjerne forlod han Danmark, men han var syg og trængte til nye Paavirkninger. Han havde længtes efter at se de store Kunstneres Mesterværker, som han hidtil kun havde forventningsfulde Anelser om; nu fik han dem at se; nu saa han Sydens rige Natur og de skjønne Mennesker, der befolkede den. Han tegnede bestandig, og hans Skitsebog fyldtes med Billeder af Dyrelivet og Menneskelivet, det ene skjønnere end det andet, og dog klagede han over Italien; han kunde ikke bruge det; det tiltalte ham ikke; det var ikke hans Fædreland. Kun to Malerier fik han udført i Italien, en Drift Oxer i Campagnen og Metalsvinet i Florents, begge herlige Kunstværker, og dog maa man sige, det er hverken Italien eller Danmark; men Lundbye er det, Kunstneren, som forstaar og nyder den fremmede Skjønhed, men aldrig glemmer sit Hjem. Han holdt af at fremstille sig selv som en Nisse i Udlændighed. Hvor kostelige ere ikke disse Tegninger, hvad enten Nissen lytter til Satyrens Fortællinger, eller han paa høie Stylter og med Kæmpeskridt iler tilbage til sit Hjem! I den første Maaned i Rom boede han hos sin gamle Ven, Jerichau, og var med Glæde Vidne til, hvorledes han udviklede sig som Kunstner, men han havde ondt ved at udholde hans sygelige Misfornøielse og Uvillie imod Danmark og Alt, hvad Dansk var. Da jeg kom tilbage til Rom, var han flyttet fra Jerichau, og boede paa Piazza Barberini, hvor han stadig havde det romerske Folkeliv for sine Øine. Der havde vi mangen hyggelig Samtale baade om det skjønne Italien og om det Hjem, som vi elskede endnu høiere.

Iblandt de andre Danske i Rom vil jeg nævne som dem, jeg særlig kom i Forbindelse med, Kammerraad (senere Etatsraad) Raffenberg og hans Hustru, dernæst Professor Clausen, Høiesteretsassessor Rottbøll og Stiftamtmand Thygesen, der alle tre havde deres Familier med, Prof. juris A. W. Scheel og Dr. med. Ravn. Det skandinaviske Julegilde, som det foregaaende Aar kun havde talt 25 Deltagere, talte denne Gang et helt Hundrede. Stemningen var som sædvanlig hyggelig og munter. En af de livligste var Nordmanden, Volrath Vogt, den spræke Nordmand, som vi kaldte ham. Efter Bordet blev han opfordret til at vise os en Hallingdans. Det var han strax villig til, naar han blot kunde faa en Dame til at være med. Da ingen anden af de Tilstedeværende havde Mod dertil, maatte tilsidst Professor Clausens ganske unge Datter Sofie (senere gift med Pastor Frimodt) devovere sig, og vi bleve med Glæde Vidne til, hvor net og tækkelig hun assisterede Nordmanden, der bragte sin Jente sin Hyldest i voldsomme Spring og "Kast". Det har siden den Tid ikke været ualmindeligt, at der er blevet danset ved Skandinavernes Julegilde i Rom. Syv og tyve Aar senere saa jeg ved samme Leilighed et ældre Par: Peter Faber (Landsoldatens Forfatter) traadte en Dans sammen med Fru Jerichau.

Strax efter Julefesten forlod jeg Rom for at reise til Grækenland. I _Ancona_ gik jeg ombord paa Dampskibet. Sjælden har Italien vist sig skjønnere for mig end i dette Afskedens Øieblik. Blikstille laa det blaa Hav for mig, fredeligt under de hvide Klinter, paa hvis grønne Ryg S. Cyriacus' gamle Kirke thronede over den trange By med de snævre Gader; bagved laa Italiens frugtbare Bakkeland, begrænset af de snedækte Apenniner. Længselsfuld efter det Nye, der skulde aabne sig for mig, indlod jeg mig strax i Samtale med de Grækere, jeg fandt paa Skibet, skjøndt jeg endnu ikke kunde tale Nygræsk; men Rom og de romerske Venner vare stadig i mine Tanker. Jeg skrev paa Skibet en udførlig Anmeldelse af Jerichaus Hercules og Hebe, bestemt til Optagelse i "Fædrelandet". En ung Italiener, der skulde i Land i Brindisi, lovede at indlevere den paa Posthuset der; men den naaede aldrig sin Bestemmelse. Ligesaa smilende som Reisen havde været fra Ancona til Brindisi, ligesaa mørk og ubehagelig blev Fortsættelsen. I Regn og Blæst satte vi over Adriaterhavet; Fastlandets Kyster vare ikke til at se, og det yndige Corfu besøgte jeg i Regnveir; først i Patræ klarede det op. Her tog en græsk Reisefælle mig med for at besøge et Par af hans Slægtninge. Det havde tidligere undret mig, naar jeg hørte Grækerne tale om Europa som en Modsætning til deres eget Land; nu fandt jeg det ganske rimeligt; jeg syntes, jeg var i Orienten. Jeg blev modtaget med Kys paa Munden af fustanellaklædte Mænd, der sad paa lave Divaner med Benene trukne op under sig; deres maleriske Dragt harmonerede godt med de sølvbeslagne og smukt ciselerede Vaaben, der hang paa Væggene. Fra nu af skulde Sligt i over et halvt Aar daglig staa mig for Øie. I Taage seilede jeg igjennem den ellers saa deilige korinthiske Bugt, og paa den øde Isthme maatte jeg vente en hel Dag efter Dampskibet, der skulde føre mig over til Piræus. Endelig den 6. Januar 1846 (2. Juledag 1845 efter græsk Regning) ankom jeg til mine Ønskers Maal.

_Athen_, der 15 Aar tidligere kun havde været en tyrkisk Landsby, var begyndt at blive en europæisk Stad, men det var endnu kun en ringe Begyndelse. Den havde c. 20,000 Indbyggere. Halvdelen af Husene havde endnu Landsbypræget. De nyopførte Boliger vare tarvelige, men ganske nette toetages Huse, hvidtede og med grønne Vinduesjalousier, Tagene med lysegule Teglsten indlagte i Mønstre. Østen for Hermesgaden stod det kongelige Slot som en Kolos ved Siden af Dverge. Trods al Anvendelse af pentelisk Marmor gjorde Bayreren Gärtners Bygning dog kun et klodset Indtryk. Nu har dette for en Del tabt sig, efter at Plantningen paa Slotspladsen er voxet til, og Hoteller og andre større Huse have reist sig ved Siden; dengang stod den hvide firkantede Masse underlig pretentiøs i det tomme Landskab, som om den vilde maale sig med selve Akropolis. Hvilken Perle var ikke i Modsætning dertil det smukke lille Observatorium, som Theophilus Hansen havde opført ved Byens modsatte Udkant! Det var som en Sommerfugl imod en Elefant. Ogsaa Christian Hansens Universitetsbygning med den smukke ioniske Forhal gjorde et langt ædlere Indtryk end Slottet.

I Rom havde jeg levet med en stor Kreds af Venner og Bekjendte; i Athen blev Kredsen meget indskrænket, men til Gjengjæld blev Forbindelsen desto inderligere. Dronning Amalia, en oldenburgsk Prinsesse, havde taget en protestantisk Hofpræst med sig til Grækenland. Pastor _Lüth_ var fra Eutin, men hans Hustru var dansk, en Skovriderdatter fra Fredensborg. De havde to Børn, en Søn og en Datter, og Fru Lüths Søster, Hanne Fischer, senere gift med Architekt Winstrup, var i Huset hos dem. Det var et hyggeligt Hjem, hvor jeg strax blev modtaget som en gammel Bekjendt og følte mig, som om jeg var hjemme i Danmark. Lüth gjorde oftere større og mindre Udflugter med mig i Omegnen af Athen, f. Ex. til Eleusis og til Phyle, den fra Thrasybulos' Historie bekjendte lille Bjergfæstning, der behersker Passet imellem Kithæron og Parnes, hvor i gamle Dage Hovedveien gik fra Athen til Theben. Nu benyttes denne Vej ikke mere. Den øde Bjergegn, hvor Elven bruser frem imellem bratte, skovklædte Klipper, besøges nu kun af Hyrder og Jægere og af Reisende, der have Lyst til at se den gamle Fæstnings mægtige og vel bevarede Mure.

Særdeles stor Betydning for mig fik Architekterne _Christian_ og _Theophilus Hansen_. Disse to høit begavede Brødre havde allerede i nogle Aar opholdt sig i Athen og der udfoldet en betydelig Virksomhed som Bygmestre baade for Staten og for Private. De boede sammen med den tyske Architekt _Schaubert_, der i Elskværdighed ikke stod tilbage for nogen af Brødrene. Sammen med ham foretog jeg (23.-28. Febr.) en høist interessant og lærerig Reise til Korinth, Sikyon og Megara. Det var Schaubert og Chr. Hansen, som ved Nedbrydningen af den tyrkiske Mur foran Propylæerne opdagede, at de deri fundne Architekturstykker vare tagne fra det for halvandet hundrede Aar siden nedrevne Niketempel, og til Verdens Forbauselse gjenopreiste den forsvundne Bygning paa sit Sted. I Forbindelse med L. Ross udgav de en mønsterværdig Beskrivelse af deres Arbeide (Ross, C. Hansen u. Schaubert: Der Niketempel zu Athen). Det var deres Tanke, at dette skulde være 1. Hefte af et større Værk over Akropolis, hvortil de havde gjort mange Forarbeider, navnlig i Tegninger af Architekturfragmenter, hvorpaa den antike Bemaling endnu var synlig. Men en tysk Architekt Poppe, som en kort Tid opholdt sig i Athen, fik igjennem Ross disse Tegninger til Laans, kopierede dem og udgav dem i en Godtkjøbs Udgave, saa at Forlæggeren af Niketemplet ikke havde Mod til at fortsætte Værket. Naturlig Sympathi og fælles Begeistring for det gamle Hellas knyttede mig nøie sammen med de tre Architekter. Ved Synet af deres Arbeider og ved Samtale med dem fik jeg Øiet aabnet for den klassiske Architektur saa godt, som det kunde ske uden at være virkelig Architekt; thi Filolog var jeg jo og paa Architekturens Omraade kun Iagttager. Men dem skylder jeg, at de Maaneder, jeg tilbragte i Athen, blev et saa indholdsrigt Studieliv.

Der var endnu ikke ryddet tilbørlig op paa Akropolis; Ingen anede, hvilke Skatte de gamle Opfyldninger ved Erechtheet og Parthenon skjulte; de store Museumsbygninger existerede ikke, og de ikke synderlig mange Skulpturer, man havde fundet, opbevaredes i Theseustemplet, i Propylæerne og ved andre antike Bygninger; men der var nok at studere alligevel. Med hvilken Henrykkelse betragtede jeg ikke det næsten urørte Pinakothek og Propylæernes uforlignelige ioniske Kapitæler! Hvor var det ikke tiltrækkende at grunde paa Erechtheets Gaader, og fremfor alt at gjennemgaa Parthenon i det Enkelte og forfølge alle Fortidens Spor i denne vidunderlige Bygning, som dengang endnu var utilstrækkelig bekjendt i den archæologiske Verden! Der fandt man Stykker af Frisen, som Explosionen 1688 havde kastet til Jorden og derved bevaret for Grækenland, medens alt det Øvrige blev bortført til London; paa disse var selve Overfladen undertiden bevaret bedre end paa noget af de andre Stykker. Paa Tempelcellens Marmorgulv kunde jeg endnu se Sporene af de oprindelige doriske Søiler, der havde maattet vige for ioniske, da Templet blev omdannet til Kirke, og ad den tyrkiske Vindeltrappe kunde jeg komme helt op i den vestlige Gavl, og staa Side om Side med de faa mægtige Figurer, som Lord Elgin ikke havde fundet det Umagen værdt at tage bort; og om alt dette havde jeg den Glæde at kunne tale med Kunstnerne. Af Videnskabsmænd var der paa den Tid Ingen i Athen; baade L. Ross og Köppen vare tagne bort, og de archæologiske Instituter existerede ikke. Jeg gik alene om paa Akropolis og afskrev gamle Indskrifter. Uindviede ville maaske undre sig over, at man paa samme Tid kan svælge i Kunstens Herligheder og pille med de tørre Bogstaver; de vide ikke, hvilken Nydelse der er i denne umiddelbare Berørelse med Oldtiden i de samtidige Dokumenter, hvor ogsaa ofte et hidtil upaaagtet eller miskjendt Træk fra Oldtiden kan komme til Syne. Med Böckhs Staatshaushaltung i Haanden gjennemgik jeg de af ham udgivne Søvæsens-Indskrifter, og jeg havde den Glæde at se, at næsten alle de Rettelser, han havde gjort i de ham meddelte Afskrifter, stadfæstedes ved Eftersynet af Originalen, og at kunne tilføie et Par enkelte nye.

Hos Hansen og Schaubert traf jeg den hamborgske Billedhugger _Siegel_. Det var Dagen efter min Ankomst til Athen. Da det var vanskeligt at faa et ordentligt Værelse til rimelig Pris, tilbød han mig at bo hos ham; han havde et lille Værelse, han kunde undvære. Han boede tæt udenfor Byen, der hvor man senere opdagede den gamle Dipylonport og de interessante Gravmonumenter. Jeg var lykkelig over mit Værelse, hvorfra jeg over grønne Bygmarker saa hen til Theseustemplet, der blev mig "den kjæreste af alle Bygninger paa Jorden". Siegel var en stor, sværlemmet Mand med sort Haar og sorte Øine, godmodig og tjenstvillig, saa at man kun smilede lidt, naar han engang imellem blev noget stortalende. I Klipperne udenfor Nauplia havde han efter Bestilling af Kong Ludvig af Bayern udhugget en liggende Løve ligesom Thorvaldsens Luzerner-Løve, et Monument over de Bayerske Soldater, der faldt i Kampen 1833-34. Han havde meget at fortælle, om hvad han havde maattet døie, medens han arbeidede paa dette Monument, som Befolkningen saa skjævt til, fordi den ikke vilde mindes om, at det var ved Fremmedes Hjælp den havde afkastet det tyrkiske Aag. Til virkelige Haandgribeligheder kom det dog ikke, og Løven ligger der endnu den Dag idag. Men vist er det, at Grækernes Stemning imod de Fremmede ikke altid var velvillig. En Karnevalsdag saa jeg i en Udkant af Athen nogle Grækere danse omkring et Baal og synge:

{Holoi Hellênes mazê,} Alle Hellener sammen, {holous Phrankous 's to souble.} Alle Franker paa Spiddet! {holoi Hellênes mazê,} Alle Hellener sammen, {holous klephtais 's to souble.} Alle Røvere paa Spiddet!

Til Tyskerne havde man mange Steder et formeligt Had, takket være den Bayerske Regjerings Misgreb og Overmod og dens Ansættelse af Tyskere allevegne.

Sammen med Siegel gjorde jeg en Tur til _Pentelikon_. Jeg maatte jo gjøre Bekjendtskab med dette Marmorbjerg, som havde leveret Stoffet til den gamle Kunsts Mesterværker og endnu yder det moderne Athen et Bygningsemne, som Alverden misunder det. Paa et Par raske Heste, der med samme Lethed galopperede hen over Gjærder og oppløiede Marker som ad den slagne Landevei, og ikke ænsede steile Skraaninger mere end den jævne Flade, naaede vi i et Par Timer Klosteret paa Bjergets lavere Terrasse, hvor prægtige store Træer lovede os et hyggeligt Hvilested. Nu til Dags bliver Forventningen heller ikke ganske skuffet; men for 60 Aar siden var det anderledes; det "rige" Kloster saa ud som en forfalden Avlsgaard. De græske Munke ere for det meste Agerdyrkere. Da vi kom, vare de alle i Marken, og da de langt om længe viste sig, bød de os et Stykke daarligt Brød og Ost, og først da vi havde givet dem en Drachme til at tænde Lys for i Kirken, fik vi en Smule Honning i Tilgift; om Vin var der ikke Tale lige saa lidt som om Foder til Hestene. De nuværende Marmorbrud frembød et lidet lysteligt Syn; man sprænger med Krudt og ødelægger ofte meget mere end man vinder. I Oldtiden sprængte man Stenen med Kiler. De gamle Brud, der ligge et Stykke høiere oppe, frembyde et anderledes skjønt og malerisk Skue; de lodrette Vægge minde om Stenbruddene ved Syracus. Tæt ved dem ligger den store Drypstenshule, der strækker sig dybt ind i Bjerget i forskjellige Retninger; men da vi ingen Lys havde med os, maatte vi nøies med den imponerende Forhal. Det tager næsten en Times Tid at klattre derfra op til Bjergets Top; men Møien belønnes med en Udsigt, der næppe kan tænkes skjønnere. Hele Attika med dets Bugter og Halvøer og Øerne i Havet deromkring laa udbredt for vore Fødder, og i den vestlige Horizont øinede vi Helikon og Parnas. Da endelig den stærke Blæst nødte os til at rive os løs fra dette Syn, klattrede vi atter ned ad de knudrede Klipper, hvor vi tidt maatte holde os fast i Lyng og Jordbærtræer for ikke at falde. Vore Heste havde længtes efter os, og da vi atter sad paa deres Ryg, og de mærkede, det gik hjemad, satte de i Galop nedad Bjerget, skjøndt Skraaningen ikke var saa ganske lille, og hele Veien var bedækket med Marmorbrokker. Jeg fandt, det var et halsbrækkende Ridt og vilde holde igjen, men Siegel raabte: "Det gjør ikke noget; det er græske Heste."

Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25. Marts seilede vi med Dampskibet fra Piræus til det yndige Nauplia, og den næste Dag red vi over _Tiryns_ og _Mykenæ_ til _Argos_. Ingen Schliemann havde endnu opdaget, hvilke Skatte disse Steder gjemte under Muldet, men Tiryns' kyklopiske Mure stod der med de dengang fuldstændig gaadefulde "Gallerier"; Løverne over Porten i Mykenæ saaes ligesom nu, og "Atreus' Skatkammer" henrykte og imponerede mig endnu mere, end Pantheon i Rom havde gjort. Men Siegel befandt sig saa ilde, at han troede, en alvorlig Sygdom var ved at bryde ud; han vilde hjem til Athen. For mig skjulte han den sande Aarsag; han sagde blot, at hans Arbeider nødte ham til at vende tilbage, og han forsikkrede, at jeg godt kunde fortsætte Reisen alene; han skulde nok skaffe mig en paalidelig Fører. Vi underhandlede ogsaa paa Torvet i Argos med saadanne Folk. De stillede de urimeligste Fordringer, og havde Siegel endelig faaet dem til at nedstemme disse, kom de med nye Fordringer, som gjorde Afslaget illusorisk. Men værre endnu var det, at jeg hørte dem tale med hinanden indbyrdes om, hvor fortræffeligt et Bytte de havde Udsigt til; naar den store Mand var borte, kunde de gjøre, hvad de vilde med en Dreng som mig. Det blev mig klart, at med den Slags Folk kunde jeg ikke reise. "Havde jeg endda havt en Revolver med!" tænkte jeg ved mig selv. Gud ske Lov jeg ikke havde nogen! thi den var naturligvis det Første, de havde frataget mig. Jeg erklærede nu bestemt, at jeg vilde ikke reise videre, jeg vilde følge med Siegel til Athen; jeg begyndte ogsaa at ane, at han mulig kunde trænge til mig. Den næste Dag red vi til Epidauros, og efter et kort Ophold i Asklepios' Helligdom, der dengang var en tæt Skov, hvor kun det gamle Theaters velbevarede Bænkerader mindede om Oldtiden, gik vi om Aftenen ombord i en Kaik, og vare den næste Morgen i Piræus.

Siegels Feberanfald gik over; men jeg var ærgerlig over at være gaaet glip af Messene, Phigalia og saa meget Andet. Jeg besluttede at søge Erstatning i _Böotien_ og _Delphi_ og at begive mig derhen, saasnart jeg kunde faa en brugbar Fører. Det lykkedes at finde en saadan, en Mand, der i sin Tid havde tjent i Kongens Stalde, og om Morgenen d. 12. April var jeg atter paa Hesteryggen. Den Del af denne Reise, som jeg mente kunde interessere et større Publikum, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden" under Titelen "Parnas og den græske Paaske"; for mig personlig havde ogsaa det Øvrige stor Interesse. Jeg gik over Eleusis og Eleutheræ til Platææ, af hvis velbyggede Mure endnu en anselig Del er tilbage. Medens jeg drog igjennem den verdenshistoriske Slagmark, hørte jeg ved Overgangen over Bækken Oeroe Frøerne kvække livagtig som hos Aristophanes "Brekkekeks koax koax". Af Thespiæ (Erimokastro) var der næsten Intet at se; men i en halv Mils Afstand hævede sig en enestaaende Stenkegle; det var Hesiodos' Fødested Askra. Den blev tidlig ødelagt af Nabobyen; Pausanias bemærker, at der var Intet tilbage uden et eneste Taarn; det samme staar der endnu; det har kunnet gjøre Tjeneste som Vagttaarn. Ellers er Byen fuldstændig forsvunden, og man ser kun nøgen Klippe, medens man arbeider sig op til Toppen. Hesiodos har sikkert havt Ret, da han sagde om sin Fødeby, at den var slem om Vinteren, forfærdelig om Sommeren og ikke til nogen Tid god. Jeg red videre henad Helikons nordlige Afhang imellem nysudsprungne Egetræer og over rislende Bække; det var det yndige Libethrion; og hen ad Eftermiddagen kom jeg til Egnens nuværende Hovedstad Livadia (Lebadea), en af de skjønneste og mest maleriske Stæder i Hellas. Den gjennemstrømmes af den rivende Flod Herkyna. Følger man dennes Løb opad, imod S., kommer man snart til den store Grotte, hvorfra den udspringer. I denne vilde Bjergegn laa Trophonios' berømte, hemmelighedsfulde Orakel, men af dette eller hvad dertil hørte, vil man næppe kunne finde noget Spor. Reisen fra Livadia over Ambrosos til den korykiske Hule paa Parnas, til Chrysò (Krissa), Amphissa og Delphi er beskrevet i den ovenfor nævnte Bog.

Tilbagereisen foretog jeg ad den almindelige Vei over Daulis og Panopeus med de velbevarede gamle Mure. Ved Chæronea saa jeg prægtige Rester af den kolossale Marmorløve, der blev opreist som Monument over de i Slaget 338 faldne Thebæer. Derefter begynder den vandrige böotiske Slette; Broer føre over den store Flod Kephisos. Paa den yderste Spids af en smal, langstrakt Bjergtunge laa det gamle Orchomenos. Murene ere endnu næsten allevegne synlige; paa den øverste Spids, der dannede en lille isoleret Akropolis, ere de særlig stærke og mangfoldige. Ved Foden af Høien ligger den store Kuppelgrav, man kaldte Minyas' Skatkammer. Selv i sin ødelagte Tilstand gjorde den et imponerende Indtryk; nu, efter Schliemanns Udgravning, har den vist sig at være et af Kunsthistoriens mærkværdigste Monumenter, et sjældent Vidnesbyrd om kunstnerisk Smag og Dygtighed i hin gamle Tid, som man pleier at kalde den mykenæiske. Om Chariternes berømte Dyrkelse og Fester i Orchomenos vidnede nu kun Indskrifter, der opbevaredes i Klosteret Skripu; men kunsthistorisk Betydning fik de i det foregaaende Aar fundne nøgne Mandsstatuer, der høre til de allerældste Rester af græsk Skulptur. -- I Theben søgte jeg at gjøre mig en Forestilling om Stadens gamle Topografi. I Tanagra var det atter Fæstningsmurene, der fængslede mig; om de berømte Terracottafigurer havde man dengang ingen Anelse. Asopos' Flodleie henrykte mig ved sin Skjønhed. I Fyrreskoven ovenover Landsbyen Oropos kunde jeg jo tænke mig, at Amphiaraos' Helligdom maatte ligge, men der var endnu Intet udgravet. Jeg vilde ikke vende tilbage til Athen uden at have besøgt Rhamnus; men Ovriokastro (Ebræokastro) eller Jødeborgen, som Stedet nu kaldes, laa ikke paa Landeveien. Fra Markopulo fik jeg en Chorophylax og en Ethnophylax med som Eskorte; men de kjendte ikke Veien; over 8 Timer red vi omkring i Parnesbjergets Skove inden vi kom ned til Kysten og den Høi, hvorpaa den gamle Stad havde ligget tilligemed Ruinerne af Nemesis' Tempel. Det var sammenstyrtede Ruiner, men baade det store og det lille Tempel laa tydelig afdækkede. Themis' Stol stod der, skjøndt lemlæstet, og rundt omkring fandt man smaa Stumper af Billedhuggerarbeide, som man kunde tænke sig havde hørt til Agorakritos' berømte Statue. Senere Udgravninger have bragt noget mere for Dagen, og det Vigtigste af Udbyttet er bragt til Athen. -- Endnu kun et flygtigt Blik paa Marathon og saa tilbage til Athen d. 25. April.

Denne Reise i Hellas havde blandt andet vist mig, at jeg godt kunde reise alene, hvis jeg ikke kunde faa Selskab; men Peloponnes havde jeg tabt Lysten til; jeg kastede nu mine Øine paa Thessalien, et Land som var mindre bekjendt og for saa vidt syntes at love større Udbytte. Men Thessalien var et tyrkisk Land; jeg kunde ikke reise der uden tyrkisk Pas eller Firman, og dette kunde kun erholdes i _Konstantinopel_. Saa begav jeg mig d. 11. Mai til den store Keiserstad. Hvad jeg der oplevede under mit flygtige, ottedages Besøg, og min paafølgende Reise i Thessalien, har jeg beskrevet i mine "Reisebilleder fra Syden". Jeg beklagede ofte, at jeg ingenlunde var tilstrækkelig forberedt eller udrustet til en saadan Reise, og min Reisebeskrivelse er kun et Dilettantarbeide. Den vakte ikke desmindre en vis Opmærksomhed, da den blev oversat paa Tysk (i Griechische Reisen und Studien 1857), og da Thessalien i 1881 blev indlemmet i Grækenland, blev ogsaa min lille Bog benyttet som Hjælpemiddel til Kundskaben om det hidtil lidet kjendte Land.

Min Reise i Thessalien fik imidlertid et Efterspil, som ikke var fornøieligt. Ved Overgangen fra Tyrkiet til Grækenland skulde jeg holde 5 Dages Quarantaine i Lamia. Overgangen fra den uafbrudte Bevægelse i den friske Luft til fuldstændig Stillesidden i Forbindelse med Forandring i Kosten bekom mig ilde. Allerede den 3. Dag blev jeg syg. Lægen erklærede, at jeg havde stærk Feber, og at han ikke kunde tillade mig at reise for det Første; men jeg havde slet ingen Lyst til at ligge syg og maaske dø her, hvor jeg var ganske alene, og hvorfra min Familie knap kunde faa Underretning om, hvorledes det var gaaet mig. Jeg vilde bort, og ved Hjælp af et Guldstykke lykkedes det ogsaa at overvinde Lægens Betænkeligheder og blive udskrevet. Efter en Dags Ophold hos en vakker Albaneser i Lamia red jeg den følgende Morgen til Havnestaden Stylida, N. f. Euböa. Jeg var meget mat, og jeg var glad ved at kunne ligge i Bunden af Baaden, medens vi seilede ned ad Strædet til Chalkis. Jeg havde dog endnu Kræfter til at spadsere omkring i denne By en Times Tid, og henad Aften steg jeg atter til Hest og red over Broen til Fastlandet. Ved Nattens Anbrud traf jeg en reisende Klædehandler, og jeg overnattede under aaben Himmel paa de store Klæderuller, han førte med sig. Jeg vaagnede styrket af Søvnen, men jeg havde endnu 14 Timers Vei til Athen; det var et besværligt Ridt under idelige Mavesmerter. Endelig naaede jeg Byen, og da Pastor Lüths Hus var et af de første, jeg kom forbi, hvorimod mit eget laa i den modsatte Udkant, standsede jeg for at lade mine kjære Venner vide, at jeg var kommen levende tilbage. Det var i rette Tid. Lüths havde i Sinde at reise til Smyrna den næste Dag; men da de saa mig, bleve de forfærdede. Jeg fik ikke Lov til at forlade deres Hus, før de fik fat paa en Læge, og da Kongens Hoflæge, Dr. Rösen, kom og erklærede, at det var en alvorlig Typhus, gjorde de strax et Værelse i Stand til mig og beholdt mig under hele min Sygdom. Jeg blev aareladt, og Bevidstheden forlod mig. I tre Dage vidste jeg Intet af mig selv at sige. Jeg erfarede først mange Aar senere, at Frøken Fischer, der havde opofret sig til at pleie mig, havde havt stor Vanskelighed med at holde Styr paa mig. Takket være den omhyggelige Pleie blev Sygdommen overstaaet. Efter 14 Dages Forløb kunde jeg staa op og gaa lidt omkring; men Athens Klima i Juli Maaned er utaaleligt; dèr kunde jeg ikke komme til Kræfter. Jeg blev da bragt op til Klosteret Kæsariani paa Afhanget af Hymettos, hvor Luften var friskere. Kræfterne begyndte efterhaanden at komme, dog ikke uden et Tilbagefald, som atter en Uges Tid fængslede mig til Sengen. Da dette var overstaaet, og jeg paa ny havde faaet Haab at komme mig, skrev jeg følgende Disticha:

Altsaa jeg haaber nu atter at skue mit Fødelands Strande, Atter at kaste min Arm, elskede Fa'er, om Din Hals, Atter at favne de Kjære, med hvem jeg leved min Barndom, Kivedes tidt over Tant, altid forsonedes dog, Atter at trykke i Haand hver Ven, som fulgte mig trofast Snart gjennem Musernes Kreds, snart under Bægrenes Klang, Atter at høre de Mestre, hvis Visdoms Tale saa ofte Leded det tvivlende Blik, styred det vaklende Fjed, Atter at hilse de Steder, hvor tusind hellige Minder, Vidner om Glæde og Sorg, gribe det bankende Bryst. Dog -- hvor iler Du hen, min Hu, som bevæget af Stormen? Spar Din Taare en Stund; sødere rinder den da.

Midt i August følte jeg mig endelig stærk nok til at tiltræde _Hjemreisen_. Jeg fik dog endnu af og til smaa Feberanfald, og mit Udseende var ikke det bedste. Da jeg var kommen ombord paa Dampskibet, som skulde føre mig til Triest, forlangte Kapitainen, at jeg skulde gaa i Land igjen; han vilde ikke have syge Folk ombord; saa skulde han holde Quarantaine ved Ankomsten. Med stor Anstrengelse fik jeg ham overtalt til at se Tiden an; vi havde jo endnu ikke forladt de græske Farvande, saa han kunde sætte mig i Land, hvis det blev nødvendigt, og jeg holdt mig brav, saa at jeg d. 22. August kunde stige i Land i Triest.

Jeg var ikke den Eneste ombord, der glædede sig til at komme hjem. Fra Corfu til Ancona befandt sig i Reiseselskabet to Italienere, der af Pave Gregor XVI vare forviste fra Kirkestaten, men som nu efter den nye Paves (Pius IX) Amnestidekret kunde vende hjem. Hvor var det rørende at se deres Glæde og den Henrykkelse, hvormed de opdagede det ene Punkt af deres Fædreland efter det andet! De ankom paa en skjøn Dag. Man feirede netop i Ancona Glædesfesten i Anledning af det omtalte Dekret. Allerede fra Søen saa man den amphitheatralsk beliggende Stad festlig smykket med Faner og med røde, gule og grønne Tæpper, der hang ned næsten fra hvert Vindue; og kom man ind i Byen, saa man allevegne Plakater med Ordene: "Viva l'immortale Pio nono". Og nu ringede Klokkerne -- i 8 Maaneder havde jeg ingen Kirkeklokke hørt -- og ledsaget af Musik og af Folkets jublende Fryderaab gik en stor Procession gjennem Gaderne. Ak! Begeistringen for den nye Pave skulde ikke vare længe.

Det var min oprindelige Plan fra Grækenland at lægge Hjemveien over Paris og London, og Regjeringen havde forsynet mig med de fornødne Penge dertil; men nu følte jeg mig altfor svag til at udføre dette Forsæt; jeg kunde ikke foretage noget ordentligt Studium, før jeg fik samlet nye Kræfter i Hjemmet, som jeg jo ogsaa inderlig længtes efter. Paa Hjemreisen stiftede jeg et flygtigt Bekjendtskab med Wien, Prag, Dresden og Berlin. Længst opholdt jeg mig paa det sidste Sted, hvor jeg blev aldeles indtaget af Böckhs Elskværdighed. Han syntes ogsaa at have Lyst til at høre mig fortælle om Grækenland og indbød mig til Middag sammen med Franz.

I September 1846 førte Stettinerdampskibet mig tilbage til Kjøbenhavn.

IV.

Revolutionsaaret. -- Familieforhold.

Efter min Hjemkomst gjenvandt jeg hurtig mine gamle Kræfter og brændte nu kun af Lyst til at gjøre de paa Reisen vundne Kundskaber og Erfaringer frugtbringende. I Vinteren 1846-47 holdt jeg en Forelæsning over Athens Topografi. Samtidig bearbeidede jeg nogle af mine Reiseerindringer for et større Publikum. Af mine "Reisebilleder fra Syden" udkom 1. Hefte (Parnas og den græske Paaske) i Slutningen af 1846 og 2. Hefte (Konstantinopel og Thessalien) i Midten af det følgende Aar. Paa samme Tid udgav jeg mit første strengt filologiske Arbeide, Inscriptiones Græcæ ineditæ, som jeg dedicerede til Böckh, fra hvem jeg til Svar fik et meget elskværdigt Brev. I Sommersemestret 1847 holdt jeg en Forelæsning over Andokides' Tale om Mysterierne, og d. 23. Oktober 1847 blev jeg udnævnt til Lector i latinsk og græsk Filologi og Archæologi ved Universitetet og skulde nu begynde et regelmæssigt Universitetsarbeide. Moden dertil var jeg naturligvis ikke, men det var mit Haab, at jeg ved stadig at studere og strax meddele mine Tilhørere Udbyttet af mine Studier nogenlunde kunde tilfredsstille Universitetets Fordringer. Der var imidlertid eet Hul i min Forberedelse, som nødvendig maatte udfyldes. Den Kundskab til Oldtidens Monumenter, jeg havde søgt at erhverve mig i Italien og Grækenland, maatte jeg supplere ved Studier i Europas Museer, særlig i Paris og London. Det var, som ovenfor bemærket, min Hensigt at foretage dette i Forbindelse med min øvrige Reise, men jeg maatte opgive det af Helbredshensyn. Nu var denne Hindring hævet; jeg haabede da at kunne udføre det i den nærmest følgende Sommer, og Regjeringen bevilgede mig den dertil fornødne Orlov fra mit Embede.

Der viste sig imidlertid nye Vanskeligheder. Den 20. Januar 1848 døde Christian VIII. Med stor Bekymring imødesaa man den nye Æra. Vilde den nye Konge, saaledes som man havde talt om, imødekomme det Krav paa større borgerlig Frihed, som var blevet levende i Befolkningen? Og fremfor alt, vilde han kraftigere end Faderen værne om den danske Nationalitet i Sønderjylland, og tilbagevise Slesvigholstenernes anmassende Fordringer? Folkets Ønsker udtaltes med velgjørende Klarhed i Clausens og Schouws Skrift "Ved Thronskiftet 1848", som udkom allerede Dagen efter Christian VIII.s Død; men vilde disse Ønsker blive opfyldte? Den 28. Januar var jeg samlet med en Del Kunstnere og Kunstvenner i Hotel d'Angleterre til et Festmaaltid for Brødrene Christian og Theophilus Hansen, som gjæstede Danmark. Under Maaltidet kom en Embedsmand i Kabinetssekretariatet (Sally) hen til mig og fortalte mig, at Frederik VII samme Dag havde underskrevet et Reskript, hvorved der lovedes Danmark en fri Forfatning. Han tilføiede, at dette behøvede ikke at være nogen Hemmelighed. Jeg lod mig ikke dette sige to Gange, men meddelte Forsamlingen øieblikkelig "den glædelige Nyhed". Havde jeg vidst, hvad der stod i Reskriptet, havde jeg ikke været saa ivrig derfor; Offentliggjørelsen den næste Dag bragte mig til at slaa Øinene ned. En tung og trykket Stemning hvilede over Alle, indtil Madvigs Artikel i "Fædrelandet" 4. Febr. slog ned som et Lyn. Med Kraft og Varme paaviste han, at en saadan Frihed, hvorved Sønderjylland blev endnu fuldstændigere koblet sammen med Holsten end før, og i den fælles Stænderforsamling Hertugdømmernes 840,000 Indvaanere skulde veie lige saa meget som Kongerigets 1,350,000, ikke kunde modtages. Ha